192 / 312
standse, og at Princippet »at kaste de gode Penge efter de daarlige« desværre maatte
gennemføres i Haab om, at dette kunde redde Situationen.
Ejendommelig nok bliver vor Banklovgivning først til i 1919 og var saaledes endnu slet
ikke naaet at trænge igennem. Havde den eksisteret 3 Aar før, var Katastrofen maaske
ikke indtruffet.
Efter en saadan Rystelse maatte der selvfølgelig hengaa en rum Tid, før man kom til
Kræfter. Men Tiderne var fremdeles vanskelige, Priserne var stadig faldende og
Valuta
vanskelighederne
taarnede sig op, Stagnation og Tilbagegang i Forretningslivet og van
skelige Tider for Landbruget. Næppe var man begyndt saa smaat at komme ind i en
støt og rolig Udvikling, før en ny Overraskelse meldte sig. Med Kracket i Wall Street
i Efteraaret 1929 begyndte en Verdenskrise, som varede i 2 a 3 Aar. En Mængde ameri
kanske Banker maatte lukke. Krisen gav sig Udslag i et katastrofalt Prisfald for saa godt
som alle Raavarer men navnlig i
Valutakriser
rundt om i Verden. I 1931 maatte England
forlade Guldmøntfoden og i Forbindelse hermed maatte vi her i Danmark indføre en Række
Valutarestriktioner
til Værn for den danske Krone.
Heldigvis ramte Krisen ikke de danske Banker denne Gang, vi havde overstaaet vor
Saneringsproces, hærdede af Modgangens svære Aar stod vi nu godt rustet til at møde
Vanskelighederne. Men brydsomme og vanskelige Aar var det. De mange Forhandlinger
og de mange Problemer angaaende Valutaforhold lagde stærkt Beslag paa Bankernes
Ledelser; men Problemerne blev løst, og i Betragtning af de Vanskeligheder, som andre
europæiske Lande maatte igennem, klarede de danske Banker Situationen over Forvent
ning.
I de følgende 10 Aar gaar det da ogsaa støt og roligt fremad for dansk Bankvæsen. I
1934 opstaar de store Konverteringsproblemer, der som bekendt strandede. Regeringen
og Nationalbanken gaar ind for en generel Rentenedsættelse, og det havde været Tan
ken, at samtlige Kreditforeningsobligationer skulde konverteres til 4%. Da hele Spørgs-
maalet udelukkende hvilede paa et
Ønske,
og ikke paa en naturlig Udvikling af Kapi
talmarkedet, var Bankerne og Sparekasserne i Forening imod Tanken, og Resultatet blev,
at hele Planen faldt sammen.
Saa kommer i September 1939 den store Krig, som nu er sluttet. Denne Gang skulde
Forholdene fra 1914 ikke gentage sig i dansk Bankvæsen. Nu havde man Erfaringerne
fra den forrige Krig og denne Gang satte Lovgivningsmagten straks ind for at hindre
Prisstigninger og Spekulationer. Der er da paa dette Punkt heldigvis heller ikke nogen
som helst Sammenligning med dansk Bankpolitik dengang og nu. Soliditetsmæssig er
Bankerne blevet ganske uberørt af Krigen, derimod ikke rentabilitetsmæssig. Den kolos-
4 8 2