![Show Menu](styles/mobile-menu.png)
![Page Background](./../common/page-substrates/page0311.jpg)
UNDER H. I. HANNOVER
309
II.
Se, hvor Jo rd en krænge maa sit Indre,
T aale Geologens Spadestik!
F jern e Stjerner, som i Natten tindre,
Spejd es ud af mangt et væbnet Blik!
Dampens T ræ kd y r gør af Mile lange
Faa M inutter i sit stærke T rav!
Taletouget, Søens Kæmpeslange,
V ind er sig i dybe Verdenshav!
D ristig Forsker?Aand og Tanke#Snille
Tager i Forhør hvert Fortids*Spor!
Jo rd en bliver mer og mere lille —
SkabersAanden mer og mere stor!
T h i A lt, hvad G ransker?Ø jet saa
Paa Jo rd , i Hav, og Himmel
V a r til, fra Jo rden nyfød t laa
I K loders rige Vrimmel!
V a r til fra første Morgenrød,
Som Fo sterliv i Moderskød
I talløs Stim og Stimmel.
Den Lov, som
Newtons Storsyn
vandt,
Har virket alle Dage;
Den L yn e ts Hast, som
Rømer
fandt,
H ar graa og gammel Sage;
Og Tordenkilen,
Ørsted
greb
Og til en Folke*Budstik sleb,
Slog Gn ister langt tilbage.
Ja , Jo rd en s underfulde Tek st
V o r Tanke rastløs følger;
Den tyder Plantecellens Vækst,
Den maaler Tonens Bølger —
Men L ivets egen dybe Grund,
Dets
første Gn ist,
dets
Morgenstund
Bag tætte Slør sig dølger.
T h i væ re T a k og Hæder
dem,
Som redet skju lte Traade,
H ver Fo rsker i vort Fødehjem ,
Som løste Lovens Gaade.
Chr. Richardt.