170 / 232
BILAG
169
fremhævede Sætning: at Enhver maa have Lov til at ernære sig som han bedst veed,
vil og kan. Thi at give Enhversomhelst Tilladelse til at etablere sig i et Fag, hvori
han ingen Kundskab og Dygtighed har, er ikke i det Almenes Tarv og leder til Ud-
skeielser i Næringsvæsenet, der ingenlunde lovmæssigt bør indrømmes. Det er desuden
en besynderlig Anskuelse, der ofte søger at gjøre sig gjældende, og viser ligesaa liden
Kundskab til Tingene, som det tyder Agtelse for Haandværksmanden, naar man troer,
at hans Fag kan drives af Hvilkensomhelst, der maatte have Lyst dertil, uden at være
oplært i samme.
En Bestemmelse i den nuværende Laugslovgivning, [som vi for alle Vedkommendes
Skyld, der aflægge Prøver, saavelsom for Mesternes]
man, saa vel for Mesternes som
for Svendenes Vedkommende
ønsker, maa modtage en Reform, er den om Bedømmelsen
af Prøvestykkerne. [For at sætte denne Handling i et endnu mere upartisk Lys, slutte
vi os gjerne]
I denne Henseende har man i det Væsentlige sluttet sig
til det Forslag [med
nogen Forandring]
fdisse Ord ere udeladte),
som er givet i Laugscomiteens Betænkning
af 1847 [nemlig]
om
en Commission, sammensat af fornødne Kræfter og udrustet med
den nødvendige Myndighed i de herhenhørende Afgjørelses-Tilfælde. Kun mene vi, for
at fremme en fornuftig Udvikling af Industrien, at Commissionen tillige maa have Ret,
under Forbehold af høiere Sanction, at bestemme Prøvestykker for de muligt opkommende
Fag, der ikke henhøre under noget af de nu bestaaende Laug, ligesom for de Erhvers-
grene, der have en mere fabrikmæssig Characteer.
De Haandværkere, der ikke ere under Laugene, burde efter Øvrighedens nærmere
Foranstaltning slutte sig sammen i saadanne oeconomiske Foreninger, der ligesom Laugene
overtage Forpligtelser om Fattig- og Sygehjælp, at Byrder i denne Henseende ikke skulde
komme Communnerne til Last.
Frimesterrettigheden i den Udstrækning, som Adskillige have foreslaaet, maa — som
forhaabentlig overflødig — aldeles fraraades, da den i Grunden kun er for saare Lidet
at regne, og forskaffer i mangfoldige Tilfælde Svenden en daarligere Stilling end tid
ligere. Den tjener heller ikke til at udvikle Næringsveiene og bringer i Almindelighed
kun Armod i Følge med sig paa Grund af den indskrænkede Virkekreds. Da imidlertid
forskjellige Tilfælde kunne indtræde, hvilke maatte gjøre det umuligt for nogle Svende
at underkaste sig Duelighedsprøve, og, hvor Billighed maatte tale for, at de da erholde
Rettighed til at arbeide med egne Hænder i eget Hjem , og da den lettere Adgang til
at blive virkelig Mester desuden upaatvivleligt vil bevirke, at der hellere vælges en
større end en mindre Virkekreds, hvorved Frimesternes Tal af sig selv vilde blive ringere,
har man troet at burde bibeholde den A rt Næringsdrivende. En saadan Rettighed kunde
tilstædes, naar en Svend havde arbeidet som saadan i 15 Aar og naaet 35-Aars Alderen,
samt tillige være betinget af, at han idetmindste burde have arbeidet 5 Aar af dette
Tidsrum i den Kjøbstadscommune, hvori han agter at nedsætte sig. Med det 40de Aar
burde han tillige have Ret til en Svends eller en Drengs Hjælp. A lle andre Maader at
erhverve sig selvstændig Næringsret paa, bør bortfalde.
Det maa derhos være en na
turlig Selvfølge, at den tidligere Bestemmelse om, at 2 eller flere Frimestere ikke maa
forene sig om Arheiders Udførelse, fremdeles vedbliver.
Berettigelse til Næringsdrift paa Landet burde for at fremskaffe en nyttig og for
nøden Eenhed i Næringsforholdene ligeledes kun tildeles den, der paa foranførte Maade
22