Previous Page  8 / 61 Next Page
Information
Show Menu
Previous Page 8 / 61 Next Page
Page Background

alléer og enkelte landsteder og gaarde, der rejstes i ilsomt tempo forstæder­

nes store boligkarreer.

Grundloven havde sikret borgernes frihed, men den havde ikke ændret

det daglige livs sædvaner. Dyd og nøjsomhed kendetegnede endnu om­

kring 1860 københavnernes tilværelse. En forandring indtraf i virkeligheden

først efter afholdelsen af udstillingen 1888. »Den virksomme bevægelse«,

som den havde fremkaldt, mærkedes saaledes »ikke alene i vort land, men

i vore nabo- og frændelande«', hed det. Handelen tog et vældigt opsving,

nye banker og aktieselskaber stiftedes, og industriens fremgang lokkede

mange til København!

Selv ikke den gamle by undgik at mærke den ny tidsaand. I Albert Gnudtz-

mann og Helmer Linds bog om »Stor-København« fra 1907 fortælles saa­

ledes, at »spekulationen, haand i haand med en vaagnende renlighedssans

og hygiejnens krav, har begyndt at faa tag i den. Vel ligger kvarteret om

det gamle Nicolajtaarn endnu nogenlunde uberørt, men det er kun et

Spørgsmaal om føje tid, naar taarnet faar sit spir og slagterboderne for­

svinder, og paa den anden side Østergade er der allerede gjort svært lyst.

Forlængst forsvandt Peder Madsens Gang, det gamle Kristen Bernikow-

stræde er fulgt efter, og nu er Vognmagergade-kvarteret viet til undergang,

efter at den nye Christian den 9des Gade allerede er halv virkelighed. Og­

saa i det skidne kvarter bag det gamle raadhus, som alskens skummel last

gjorde endnu skidnere, har økse og murbrækker gjort svært lyst, samtidig

med at den skamplet, prostitutionen var, er forsvunden. Og selv i det

fredelige voldkvarter omkring Universitetet og Frue Kirke, vort quartier

latin, begynder den nye tid at vinde indpas___

Den nye tid - ære være den!

Hvor ondt det end kan gøre - siges det videre - naar en eller anden gammel

mærkelig fortidslevning forsvinder for det, som kan synes den koldeste

hverdagsprosa, den er i sin ret, naar den kræver plads for sig. Men kravet

kan ogsaa bliver for stort og manglen paa hensyn til det, der var og er, for

skrigende. Hvor gerne man end ser København vokse sig ud af sin middel­

alder og sin middelstørrelse, saa er der dog det, som grumme nødigt maa

forsvinde, og som har krav paa at blive behandlet med al mulig pietet, og

det baade af historiske og æstetiske hensyn. . . .

Men noget ejer jo dog heldigvis denne vor by endnu af det, der har givet

den karakter og trukket dens linier op, hvor meget der saa end er faldet.

12