12 / 237
Georg Brandes’ Biografi.
T \ e t maa ikke forundre Nogen, at Litteraturen om Georg Brandes, saa kort
J -J efter Mesterens Død, har taget et betydeligt Opsving. Ellers plejer der
at falde en Pause paa nogle Aartier mellem den berømte Forfatters Begra
velse i Nekrologerne og hans Opstandelse i Litteraturhistorikernes Afhand
linger. Men Georg Brandes hang ved saa mange Traade sammen med dansk
Aandsliv, at man atter og atter maa støde paa hans Navn og spørge efter
Oplysning om hvad det dækker over.
Paa en Maade taler han bedst for sig selv. Hans Samlede Skrifter udgør
saa at sige hans Tidsalders kritiske Bibliothek. Naar de har faaet Lov til at
blive staaende, mens saa mange udmærkede Arbejder af Samtidige er sun
ket i Glemsel eller fortrængt af nyere Behandlinger, skyldes det Brandes’
Fremstillingsform mere end hans Tanker og Iagttagelser. Stoffet har han
nemlig ofte til Fælles med Andre. Hvad er Grunden til at f. Ex. hans Essay
om F l a u b e r t er blevet klassisk? Det kommer ikke af at han havde noget
inderligt Forhold til M a d a m e B o v a r y s Digter: Manden var ham i
Grunden ligegyldig. Et Skrift der udførligt gjorde Rede for en lille snobbet
Provinsfrues daglige Liv, var ikke egnet til at more Grækernes Lærling.
Andre maatte gøre ham opmærksom paa dets Fortrin, som Andre maatte
fortælle ham at J. P. Jacobsen var sin Tids første Prosaist; men han lod sig
overbevise, og det er allerede en D yd ved en Kritiker. Sammenligner man
de Artikler og Afhandlinger (af Brunetiére, Bourgei o. fl.) som fremkom i
franske T idsskrifter efter Digterens Død, med Brandes’ lille Mesterværk, saa
vil man se at Ideerne og Citaterne mest er laante, men deres Ordning er
n y og slaaende, den helt rigtige! Brandes var et pædagogisk Geni, og han
forstod at lægge et saadant Stof til Rette, saa at det Vanskelige syntes gen
nemsigtigt. Al hans Anstrengelse gik i den Slags Ting ud paa at meddele det
Opgivne en klassisk Form, at belære uden Nedladenhed, og at more uden at
det skete paa Bekostning af Emnet.
Men en Række af Georg Brandes’ Arbejder er af en mere personlig Ka
rakter. Han kunde indføle sig i en Bog og laane den Ild af sin egen Person
lighed. Kun maa man ikke tro, at den Begejstring, som smittede af paa Læse
ren, netop var den som flammede stærkest i Forfatteren. Faa danske Bøger
har virket mere inspirerende paa samtidige Læsere end E m i g r a n t
l i t t e r a t u r e n . Nogle følte det som om Aanden fra 1848 var genopvakt,
der gik et Frihedsbrus gennem hans Auditorium. Andre mærkede det som
en Kaldelse til Selvtænkning, til videnskabelig Grublen og Daad. Saa var der