322 / 463
Mænd, der ikke blot har Nidkærhed imod det onde, men Nid
kærhed forenet med den sande Medynk med Menneskers
Elendighed, ikke mindst den aandelige. Kun denne Medynk gør
klarsynet nok til at se, at om end denne Elendighed altid er
selvforskyldt, saa bære dog ogsaa de ulykkelige Forhold og Om
stændigheder, Mennesket har levet under, en stor, maaske den
største Skyld deri, og til at se, at „der ogsaa i de dybest
sunkne Menneskers Hjerte kan findes et Alter for den ukendte
Gud“, hvor der er Rum for Evangeliet. Det var denne inder
lige Medynk hos Jesus, der bragte Toldere og Syndere til at
holde sig nær til ham for at høre h am ; og det var den, der
fik Jesus til at græde over Jerusalem, før han udtalte Dommen
over Staden. Saaledes maa ogsaa hans Tjenere gøre.
Endnu er vi ikke færdige; der behøves mindst 7—8 nye
Kirker, før Kirkesagen er fuldført. Det er Menighedens Opgave
at fuldføre denne Sag, især maa Menighederne i København tage
fat, men forøvrigt maa alle danske kristne være med til at løse
denne store Opgave, saa København i Sandhed kunde blive en
kristen Stad.
Der vil behøves mange Penge, men først gælder det om at
faa Hjerterne med, saa alle faar at se, at denne Sag er en
Livssag for Menigheden selv. Derfor maa ingen slaa sig til Ro
i sin egen lille Kreds, men alle Menighedskredse maa være med
og løfte i Flok. Hver Gang der vindes nyt Land, er det til
Gavn ogsaa for de gamle Kredse. Derfor skal vi alle arbejde
for og bede om, at der kan komme Præster, som kan arbejde
i Kristi Kærlighed paa at vinde nyt Land for Kristi Evangelium,
og vi alle skal bære de vildfarende Mennesker paa vore Hjer
ter; det bliver vi selv rige ved.
Forhandlingen, der fulgte efter Biskoppens Foredrag, lededes
af Dr. med. P.
D . K o c h
og gik meget livlig.
Pastor
H . O s le n fe ld t
formanede stærkt til at gøre et kraf
tigt Fremslød, thi selv i de smaa Sogne paa 10,000 Indbyggere
var der saa meget Arbejde og saa megen Trang, at Præsterne
ikke kunde komme over det alt. Man var egentlig kun naaet
til at se, hvor stor Trang der var til mere Arbejde,
Der var Grund til Frimodighed, thi Herren havde lovet, at
hans Ord aldrig skulde vende tomt tilbage, og han havde ved
kendt sig den Skikkelse, hvori Kirkesagen var ført frem hidtil.