421 / 463
103
U re t, der gik i Svang baade i Israel og i Hedningefolkene, er
dog ikke at forstaa om den udvortes, borgerlige R e t og R e t
færdighed, at han skulde tilvejebringe retfærdige Tilstande i de
borgerlige Samfundsforhold, saa den ene ikke kunde undertrykke
den anden, og deslige. T h i hvor ønskelig en saadan Samfunds
tilstand end er, saa vilde det dog være altfor ringe for denne
udvalgte Herrens Tjener kun at bringe den til V e je ; selv om de
udvortes Samfundsforhold blev nok saa gode og
retfærdige,
blev jo Mennesket selv dog det samme indvortes, Urettens Kilde
og Rod blev dog tilbage i det selviske og selvraadige Menneske-
hjærte og vilde stedse sætte nye Skud, maaske finere at se til
end tilforn, men ligesaa giftige. N e j, dertil udsender Gud denne
sin Tjener og udruster ham med sin Aands Fyld e , at han skal
føre Retten ind i Menneskers H jæ rter.
Og „ R e t“ er her, som
saa ofte i den hellige Skrift, at forstaa i sin sande Betydning:
hvad der er efter Guds Vilje og derfor Ret i hans Øjne.
A lt-
saa: han skal føre Guds V ilje ind i Menneskers H jæ rte r, saa
de v il, hvad Gud vil.
Men dette kan ikke gøres ved udvortes
Magt og T v an g , eller derved, at han paa jordiske Folkeføreres
Vis faar Mængden over paa sin Side; derfor hedder det: „han
skal ikke raabe og ikke opløfte paa Gaden sin R ø s t.“
Men
han skal udføre og gennemføre den sande R e t derved, at han
i Kærlighed og Medynk tager sig af dem , i hvem Livskraften
kun er som et knækket R ø r og Livsgnisten som en rygende
Tande ; han vil oprette og hele det knækkede R ø r og aande
paa den rygende Tande, saa den blusser op i klar Lu e .
H v o r
dette sker, føres Retten ind i Hjærterne, de bøjes og omvendes
til at ville, hvad Gud vil.
H v a d Profeten saaledes varslede om, det fandt sin Opfyldelse
i Jesus Kristus, saadan som han færdedes blandt Mennesker i
sit Køds Dage, som den sagtmodige og ydmyge Herrens Tjener,
der vilde være Frelser for de tabte Faa r af Israels Hu s (se
M att. 1 2 , 15 ff.).
Han saa godt al den U re t og Uretfærdighed,
der gik i Svang i F o lk e t; han blottede Roden til de to Brødres
A rve tvis t (L u k . 12 ), og til al den T v is t og U re t, der øves af
Mennesker indbyrdes, idet han advarede mod Havesygen, Be
gæringen efter de jordiske T in g , som glemmer Gud.
Men han
gik ikke ud paa at afskaffe alt saadant ved udvortes Forholds
regler,
han vilde ikke være Dommer eller Deler i saadanne