186 / 329
— 180 —
Som næ vn t pag. 171 tra f Fo ren ingens Hovedbesty relse den 5. Marts
1917 efter Henstilling af den kommunale Afdeling den Beslutning, at
Afdelingerne og K redsene ikke frem tidig m aatte afvise nogen Sag,
men, hvis de ikke selv vilde optage Sagen til Behandling,
skulde
hen
vise den til H ovedkon torets Dy rtidsafdeling , og a t de, hvis de havde
behandlet Sagen, ikke selvstæ nd ig t m aatte afslaa den, men
skulde
ind
sende den med Indstilling til den kommunale Afdeling, hvorhos der blev
givet Hovedkon toret en — efterhaanden udv idet — Adgang til selv
stæ nd ig t at optage S ag er til Undersøgelse ved lønnede Undersøgere.
Ved denne Beslutning skete der et afgørende B rud p aa det hidtil her
skende Sy stem i Foreningen, hvo refter det udelukkende tilkom Af
delingsf o rmænd og K red sbesty rere at afgøre, hvo rv id t en Sag skulde
fremmes til Bevilling eller overhovedet op tages til Behandling. Nu
m aa tte S agerne ikke længere afvises eller afslaas i Afdelingerne, men
skulde
indsendes med Indstilling eller henvises til Behandling gennem
Hovedkontoret, og — hvad der v a r væ sen tlig st — Hovedkon to ret fik
en Adgang til selvstæ nd ig t at optage S ag er til Behandling udenom
Afdelingerne.
Hele H jæ lpekassev irksom heden antog efter Indførelsen af disse
Fo ran staltn ing er et Omfang, der absolut ikke stem te med den Opfat
telse, der altid h a r p ræ g e t F le rtallet af Foreningens M edarbejdere og
isæ r Foreningens Ledelse. Medens man nemlig i Foreningen fra
gammel T id v a r v an t til, at de T ræ ngende i Reglen kun kunde faa
Hjælp en enkelt Gang om A aret, isæ r om V interen, blev det nu saa
ledes, at den samm e Familie M aaned efter M aaned eller dog gentagne
Gange i Løbet af et A ar kunde faa H jælp og tilmed b e trag ted e dette
som noget af en Ret, hvilket i og for sig let fo rk la res ved, at Forenin
gens Dyrtidsuddeling som næ vn t pag. 168 skete til Fo rdel for alle ved
D y rtiden
vanskeligt stillede
Beboere. Og kunde de i Afdelingerne
boende Ansøgere ikke opnaa Hjælp ved Afdelingernes Medvirkning,
kunde de blot g aa til Hovedkontoret og opnaaede her deres Hensigt
udenom Afdelingerne.
Hele dette System skabte i Afdelingerne en Fø
lelse af, at man fuldstændig m istede den hidtil hafte Indflydelse paa,
i hvilket Om fang der burde ydes Hjælp gennem Foreningen, og den