80 / 133
sfæren er ganske anderledes. Dét skyldes flere Ting. Strøget
har en mere glorværdig Fortid som „Salon“, en udsøgt Aroma
af Aarhundreders Selskabskultur. Denne fine Essens tager os
alle fangen, ligesom Duften i et gammelt Patricierhjem.
Generationer af Menneskers lette Livsglæde flimrer som en
Dis mellem Gadens Huse, Rummet er gennemtrængt deraf.
Gaden som Interiør, det er et vigtigt Punkt. Gør vi os klart,
hvor særpræget det er, og hvor meget det betyder som Ram
men omkring Mennesker? Intimiteten i Samværet er rigtig
nok i høj Grad betinget af Rummets Karakter. Det snævre
og krumme Strøg lukker sig varsomt om sine Gæster og
bringer dem tæt ind paa Livet af hverandre. Det luner. Kun
de færreste af Husene er værd at se paa, men det gør ingen
ting, for man ser dem ikke. Selskabeligheden i Gaden er jo
straks i Gang, Stemningen oplagt, Fællesrytmen anslaaet —
ingen bliver isoleret og maa enten dvæle i Kroge eller hen
falde til stille Betragtning af Kunstværker højt oppe paa
Væggen over Reolen.
Det er Strøgets store Charme, at det er smalt og lukket
— og at det slentrer gennem Byens Centrum i lunefulde Kur
ver. Man suges ind i Strøget fra den ene Ende, males lang
somt igennem uden Svinker og afleveres smertefrit ved den
anden Ende. En lignende Fornemmelse har man i andre gamle
Strøggader, der baner sig Vej fra Torv til Torv gennem ét
tæt befolket Forretningskvarter, f. Eks. i Kalverstraat i Am
sterdam, delvis ogsaa i Venedigs Merceria. Én Gang indfanget
følger man Bevægelsen i lad Veloplagthed, Sidegaderne eksi
sterer ikke.
Strøget var tidligere kun afbrudt paa to Steder, ved Høj-