84 / 133
skabes Tomrum omkring dem. En saadan Opfattelse bør ikke
ophøjes til et Dogme. En gammel Bygnings særprægede Skøn
hed bevares og erkendes ofte bedst, naar den faar Lov til at
trives i sit eget Milieu, midt i den Underskov, der er skudt
op omkring den. Den bliver smukkere af at spejle sig i sin
egen Verden. Ofte bliver den ogsaa større derved; P. V. Jensen
Klint vidste nok, hvad han gjorde, naar han lod sin Grundt-
vigskirke indkapsle af Etagehuse. „Frilagte“ Bygninger tager
ikke paa i fri Vækst som Træer, tit dukker de sig og forkrøbles.
For Helligaandskirkens Vedkommende vil en „Frilæg
ning“ være i alle Maader angribelig, ja et totalt Fejlgreb. Man
har forset sig paa Gitteret ud mod Vimmelskaftet, paatænkt
at fjerne det eller at rykke det langt tilbage og indrette Plad
sen foran som Blomstertorv.
Tanken om Bodernes brogede Mangfoldighed under Kir
kens Mure lyder besnærende i første Øjeblik. Men ret beset
er dette maleriske Prospekt et Glansbillede — naar Blom
sterne er der; uden for Torvetiden: en livløs, renvasket Tomt.
Hvorfor skabe en falsk, en banal Romantik, naar man besid
der den ægte?
Som Pladsen henligger nu, har den Mening hele Døgnet
rundt. Det er en gammel Kirkegaard, en fredhellig Plet, en
stille, grøn Oase, godt og forsvarligt lukket som det sømmer
sig for Stedet. Vi har ikke for mange af den Slags tyste Hvile
pladser i den indre By. Men den har ogsaa stor Skønhed, ikke
blot set i Forhold til Kirken, hvis rolige Forgaard den er, men
ogsaa i Forhold til Gaden. Det er Gitteret og Klyngen af gamle
Huse paa Hjørnet af Niels Hemmingsens Gade, der saa af
gørende betinger denne Skønhed og gør det hele Gadebillede