17 / 425
10
E n U l y k k e .
fer svæver over Danmarks Vang og Vænge
En Uvejrssky, som lejrer sig en D ag
Imellem O r d r u p s Krat og L y n g b y Enge,
Ledsaget af diverse Tordenbrag.
D et skær’ de voxne R øm e r sg a d e -D r en g e
I deres brave d a n s k e Hjertelag
A t tænke paa, hvordan om Lyngby-Kredsen
Man snart med Gru kan melde: Hat gewesen!
Thi Egnen vil af Fjenden blive jevnet
Med Jorden lige til Charlottenlund.
A f K
orsgaårds
Villa bliver ikke levnet
Saa meget som en Skorstenspibe kun.
A lt bliver ødelagt i Bund og Grund,
Og C
oldings
Valg vil blive blodig hævnet:
Endogsaa 5 t e Kreds Beskydning venter
A f uopfundne Morderinstrumenter.
A t hvert et patriotisk Hjerte blødte
I W
iinblads
Korps ved Tanken om en nær
Belejring, ligger klart nok for Enhver;
Derfor de gjæve Socialister mødte
I L y n g b y som vort Forsvars bedste Støtte
Og operered’ flinkt som Frelsens Hær,
Der vilde holde Fjenderne fra Grænsen
Ved Folkethingsdiæt til Maler J
ensen
.
Hvis han var blevet valgt, man alle Vegne
I Kredsen kunde trække Vejret frit.
Han vilde nemlig male hvert Stakit
Og Plankeværk, man, har i disse Egne,
Saa, naar en Fjende gjorde blot et Skridt
I Kredsen, vilde han af Rædsel blegne
Ved Synet af hans Arbejd og forsvinde
Og aldrig mer sig vise nogen Sinde.
— Des værre! Denne store Plan er strandet
Og bliver næppe foreslaaet mer.
Paa Valgets Dag blev J
ensen
overmandet,
Og nu maa Byen tage, hvad der sker;
Thi sort vil det se ud for Fædrelandet
Ved J
ensens
Vandgang, og i C
olding
ser,
L ig K o l d i n g , L y n g b y sin Ruin i Møde
Trods Graad og Tænders Gnidsel blandt de Røde.
0
E n S p ø g e l s e h i s t o r i e .
Ignotus! Du yndefulde Apolio blandt Inte-Pressens
H eloter! Lær mig Ord af dit duftende Sprog til af skildre
hin Aften, da jeg sad med min Ven Berlineren i en Kafé
»unter den Linden«. Solen sank over mange Hatte. Langs
Trottoiret gik germaniske Komtesser under Restauranternes
bleghvide Markiser, ludende Arbejdere med alvorlige A ar
paa Skuldrene og Sult i Øjnene, og dandinerende Asphaltiers
med Monoclen vuggende paa Kvindehofter. I Retningen
af Sejrsmonumentet gik Strømmen, —
que voules vous
, —
dette Sejrsmonument, hvor W ilhelm Barbarossa mistede sit
Hoved efter sin navnkundige Duel med den brasilianske
Konsul. Da, i det samme, besvarede min Ven Berlineren
mit Spørgsmaal;
»— — — Im Norden? . . . . Ja wohl, der har jeg
gewatet. Jeg rejste ja in Humbugs für den reiche Ephraim
i Friedrichsstrasze. Og De hører jeg sprækker Deres Mutters-
maal wie en Indfødt. Naa, enfin . . . . Nix en lille For
friskung? . . . . Kellner, zwei B ier!. . . . so altso jeg havde en
Rekommandationsbrief til Ephraim sine Busenfreunder, die drei
Gebrüder C o hn^. . . . Ja, De kender dem ? W enn De kommer fra
B e rlin er Tageblatt
, drejer De bare til Venster und gaar
vorwärts efter Profilen lige til Intestrasze, — so har De dem.
Og skulde de ikke wäre hjemme, saa gaa De mal bare efter
Øret. Die drei Gebrüder skriger immer so højt, at man kan
aldrig ikke vide, hvor de er. Naa, jeg træffer altso kuns een
Gebrüder; men sosomhver sin en af dem siger immer det samme,
som de siger alle tre auf dreimal, wenn man spørger einmal,
so ferlanger jeg sletsikke mehr, men siger: — »Guten Tag!« —
»Guten Tag!«
— »Ach, — Prosit mein Logos!« skriger han ganske
kokliko af Lyksalighed: »Endlich hører man da en frimodig,
evropæisk Ord . . . . so midt i al denne Hyklerei und Fer-
dummelse!«
Kurz at fortælle. De drei Gebrüder er ganske unhyrlig
mächtige Männer i sin By. So da jeg wie alle fernuftige
Mennesker har altid været ganske gal efter at se en Gale
hus, siger jeg blot en Ord, og strax fløjter der Gebrüder i
sin venster Finger . . . . Vupti! . . . . eins, zwei, drei,. .
kommer en Minister springende.
— »Fem A rtikler af
D efen sor fiatriæ ,
wenn De ikke