42 / 425
35
H o v e d s t a d e n s F o r s k j ø n n e l s e .
E n
mt get pæn Forening, hvis Hverv er velbekjendt
Fra Syd for Knippelsbro til Nord for Blaagaard,
Holdt Generalforsamling, og her var Dirigent
G. Ha n se n , medens mange Bække smaa gaar
I den Forening paa den store A agaard .
Først Prokurator H artm ann forsvarede en Plan,
Man havde lavet til en flot Fontæne;
Det var nu slaaet fast, at K u lto r v e t skulde ha’en,
Hvis A arsag A a g a a rd s Ord var inte pæne,
Og N e ije n d am var grum som en Hyæne.
Skjønt Gud og Hvermand veed, at vort Kultorv er saa slemt
Som Nogen, der har Brug for Skjønhedsplaster,
Saa vilde dog de Godtfolk ha’e dets Fontæne gjemt:
De fandt, at nye Gader mere haster;
Des Aarsag blev de udskjældt for »Fantaster«.
Den tapre N eijen d am var desuden kummerfuld,
Fordi dets fulde Kummer vilde sende
En Støvregn over Torvet paa Godtfolks Hattepul ;
Det blev en Vandgang, skulde man erkjende,
Thi man begyndte med den gale Ende.
Men, tog paa H artm ann haardt man, saa afgav dog han strax
Et Indlæg, hvor han bød Kritikken Spidsen:
Hans Vandkunst fik Storke af den fineste Slags,
For de blev modellerede hos B is se n ; —
Alligevel var Stemningen » zerrissen « .
Med en gemytlig Holm -Gang man endte den Debat,
Og med sit Springvand Kultorvet lønnes;
Men N eijen d am var gnaven, og A a g a a rd tog sin Hat.
— Moralen er: der burde vist begyndes
Med Tonen her, hvis Noget skal forskjønnes.
L ø n s o m f o r s k y l d t .
Det er stille Nat. G rosserer Hansen h a r i to Timer
spanket op og ned med Universalarvingen i Armene og
sunget to Hundrede Vers af »Rundt paa Gulvet« for at
faa de slemm e Tænder til a t voxe lidt hurtigere. Nu
hviler han udm attet paa sit L eje; men nogle ildevars
lende: »Æg-gyh« og »Ær-røh»« henne fra Vuggen tyder
paa, at V aabenstilstanden ikke bliver af lang Varighed.
Pludselig fa re r F ru Hansen op og griber med blid
Voldsomhed sin Mand i Armen.
— »Hansen! . . . . For Him lens Skyld! . . . . der
er en Tyv inde i Spisestuen!«
— »Du drømm er, Jette. Lad v æ r’ at ligge paa Ryggen,
saa ryger nok Tyvene i Lyset.«
— »Spøg ikke, H ansen! Det kan ikke væ re nogen
anden end Kvæ lertyven, der er brudt ud. Det skrække
lige Menneske lister sig jo ind i Sovekam rene og lige
op i Sengene, — og saa kvæ ler han alle de Mennesker,
h an finder i Sengen. Det h a r jeg selv læst i Bladene
. . . . Hører du? . . . . nu pusler han ved Døren!!«
I et Nu v a r Hansen p aa Benene. At fare hen til
Spejlskuffen, gribe en Revolver, hvori der kun m anglede
sex Kugler og det fornødne K rudt, og forsigtig stille sig
paa L ur bag Døren, — det var kun et Øjebliks Sag.
Lidt efter gik Døren op. Der viste sig en Hosesok, der-
paa en Arm, og med snigende Skridt gled en fremmed
M andsperson ind i Stuen.
— »Staa stille, — eller jeg skyder!« brølte Hansen,
saa at U niversalarvingen satte i et Vræl af Forskrækkelse.
— »Naade!« stamm ede Tyven skjælvende.
— »Hvad b e h ag e r?. . . .H old Mund, Dreng! . . . .
Hvad behager?«
— »Naade! — det er første Gang!«
— »Ingen N a a d e ! De skal erfare, hvad det vil sige,
at bryde ind hos en fredelig Fam ilie . . . . Vil De øje
blikkelig gaa hen ogta ’e den Unge!«
- »Men H ansen dog . . . !« hylede Fruen.
— »Vil De ta ’e den Unge. siger jeg! . . . . Og vil
De saa faa ham til at tie, hvis De h a r Livet kjært.«
Da Solen brød frem , travede den segne
færdige Synder endnu op og ned ad Gulvet med den
unge Hr. Førstefødte og sang Viselulle, saa det skingrede,
m edens Hr. Hansen iaa i sin varm e Seng og sigtede med
Pistolen.
Saa fik Kvælertyven Lov at slippe og endda 25 Øre
i Visse-Løn; men han syntes, de var su rt tjente.