45 / 425
38
H e x e r i e l l e r b l i n d A l l a r m .
H r. E n n a er en farlig Mand.
Thi højst oplyste Ho’eder
Forsikrer, a t han om gaas kan
Med Troldtøj efter Noder.
Det kan dog næppe undre Dem,
At M anden hexer »Hexe« frem :
I B randesfestens Fakkelskæ r
Han sluttede P agt m ed
Lucifer.
I m ange Aar — en h alv Gang sex —
H ans »Hex« i Læ nker spræ lled’,
Thi det er ej for slig en Hex
At komme i Kapellet!
Ja, sa a forsam t og sa a fordøm t
Hun v a r — a t hun blev helt berøm t;
Men knap v a r T ræ ngselstiden endt,
F ø rH ex e n blev ganske djæ vleblæ ndt!
Hun ren t forhexed1 h v er en Trold
Med sine Trylleblikke
Og fik ham saad an i sin Vold,
At han fik Storheds-H ikke.
Ja, M a g n u s s e n og I p s e n rev
Og hev og peb og sled og skrev,
Saa ingen h itter Rede i
Det hele Fedte- og F i t g e r i .
Men ikke nok m ed d e t! — Man si’er,
At en G eschåftsm and listed
Sig ind og til en E xtra-Svir
Sin fine Ven han fristed:
En H exe-Sabbathsdag, som sagt,
Stod He-xen skjult og prøved D ragt;
Kun Chefen sad og saa derpaa, —
Men i S o -fitg e rn e K jæ r u l f f laa!
Det C h a r l e s volded Tort og Men,
At h a n var strax saa essig,
Saa
sa a re blot en anden En
F andt Sviren henningsmæssig.
N aa, —
nervos rerum pellas e x
,
Hun kommer dog igjen, den Hex;
Men re n t er ikke — den er k la r! —
Del Hexemel, han i Posen har.
For R esten, Læser, er det o s
Saa ganske ligegyldig,
N aar de sm aa sorte T rolde slaas,
Hvem der sa a m est er skyldig;
Om Ipsen-Fitgers Poesi,
Om K jærulfs L uskepeteri
Er væ rst, — hvad pyt! Vi siger blot:
N aar E n n a er god, er Alting godt.
T h e a t e r k a t t e n s p i n d e r
Jeg sagde nok til F a l l e s e n :
»De skal se K amm erherre.«
sagde jeg, »at vi faar Glæde
af »Hexen«, som er vores egen
Dons, der ikke er nogen »lille
Hex«, og hvad det a n g aar med
I p s e n , sa a træ kker h a n sik
k ert bedre m ed
p
end m ed b,
for det er jo dog ham , der
h a r lav et det hele med U nd
tagelse a f Musikken, som E n n a
h a r gjort, og saa Texten, der
nok egentlig stam m er fra en Tysker dernede fra Blochs-
bjerg, hvor Hexene jo plejer a t komme fra h er til T hea-
tret, og som jo ogsaa derfor er opkaldt efter vores egen
Sceneinstruktør.«
Og se, om jeg ikke fik Ret! Der v a r en hel Hexe-
sab ath af Begejstring, og det kan nok væ re. T h eatret
har m elet sin Kage med Hexemel, og E nnas H exam etre
kan træ kke Folk til Huse i lange Tider. Jeg er nu en
gamm el Kat og h a r set sa a m ange Successer, som ikke
h a r gjort Lykke, m en det h a r jeg ligegodt aldrig op
daget, a t K am m erherren h a r m aattet lade Tæppet gaa
ned, for a t vi ikke skulde blive frem kaldte.
Den E nna er nu ligegodt et Sjeni. Gifte sig og faa
Børn og leve af Ingenting og væ re nødt til a t spille
K laver p aa en Beværding — det er noget, vi alle
samm en kan. Men sa a sn a rt vi sa a skal til at skrive
Opera og gjøre Lykke og blive frem kaldt og komme ud
hos H e n n in g s — saa er det, a t det kniber. Og der
er det, a t de fleste siger Pas.
Jeg synes nu ærlig talt ikke, vi behøver a t
skamm e os over, at Manden er dansk. Jeg veed nok,
det v ar et n atio n alt Sæ rkjende, at ingen d ansk Opera
havde gjort Lykke. Det v a r ligesom T horvaldsens Mu-
sæum og Tivoli — noget, de ikke kunde gjøre os efter
a nd re Steder, og det er jo kjedeligt nok. at vi nu ogsaa
p aa det Om raade m aa trask e i Flok med de and re N a
tioner. Men H erre Gud! n a a r det nu ikke kan blive
anderledes, saa m aa vi dog finde os i det, og jeg synes
jo nok, det er lidt rigeligt, at K ritikerne ligesom
gjør Undskyldning for det og skriver, a t det hele er
noget, han h a r læ rt af Verdi og W agner og hvad de
hedder. — K am m erherren havde nu for R esten en lille
T rum f i Baghaanden, som han vilde have spillet ud, hvis
den ikke v a r bleven opdaget for tidlig. Det v a r
Den
Ubudne
af Schm etterling eller hvad han nu hedder,
som det. frie T h eater jo skal spille. Vi vilde have
kommet det frie i Forkjøbet og givet Stykket med
Charles K j æ r u l f f i Titelrollen, og vi holdt jo P røver
p aa det i al Hemmelighed, og jeg ryddede et M usehul
og spiste L ejeren, for a t Kjærulff kunde have det at
krybe i, hvis K r o h n skulde opdage, a t h an v a r der.
Men Ulykken v a r jo, a t Kjærulff troede, a t han v ar
p aa det frie T heater, hvor m an naturligvis kan gaa
frit ud og ind, ligesom m an selv vil, og sa a v a r det
a t han blev hugget og sat i A ftenberlineren.