9 / 425
2
G læ d e lig t N y ta a r.
l i t Aar, som er næsten splinternyt,
I Dag vor Hyldest vi bringer,
Og, lig en Profet, der er nix forknyt,
Paa Inspirationens Vinger
Vi løfter en Flig af Fremtidens Slør
Og gjør os bekjendt med de rare Sager,
Som Anno T o - o g - h a l v f em s udstrør
Af sit righoldige Lager.
Først lover det glædelig Guldbryllupsfest,
Hvor
H
ø g s b r o
selv synes, det er bedst
At gjemme sin forrige skarpe Protest
Og møde ved Hove som velset Gjæst
Blandt fødte Hartkornsmagnater;
Og saa har man Udsigt til nye Legater,
Besøg af Alverdens. Potentater,
Ja, selv til medgjørlige Demokrater,
Hos hvem endogsaa Loyaliteten
Saa flunkende nye Spor har sat,
At
T
a u b e r
selv egenhændig sin Hat
Tager af Ho’det for Guldkarethen;
Den højeste Oplysnings „
Hofnyt
“ har
I Sinde at give Topmaal paa Skjæppen,
Ja,
V
ig g o
B
e n t h e im
møder saagar
Med Dannebrogsvimpler paa Hasselkjæppen.
Vær ikkun glad for det nye Aar!
Heri det godtroende Publikum faar
En F r i h a v n foruden Gjennembrud,
Naar Vandet af samme skal pumpes ud;
En
F
a l l e s e n
uden Underskud;
En Sommer med nedsat Ration paa Væde;
En Stenbro, som bestaar overalt,
Hvor Foden man sætter, af bedste Asfalt,
Endogsaa i Brolæggerstræde;
En Sammensmeltning med fast Disciplin
Blandt Moderate og Andelssvin,
Hvor
J
e n s
med det klinkede Postelin
Gjør Fiasko som Bondefanger;
En
K
je l l a n d
,
der lander som Overkanin
I
O
f t e d a l s
eget S t a v a n g e r ,
Mens
B jø r n s o n
møder med Bispestav
Og fremmer mægtig sit Renhedskrav
Endogsaa i „
Københavns
“ Personalia;
Hvor
B
a je r
har afskaffet Orlog og Krig,
Selv
S
c h ø l l e r
og
L
a u t r u p
drikker Forlig
Og
T
ie t g e n
gaar i Kompagni med.
G
e d a l i a
;
Hvor alle de fremskredne literære
Bohemer og indfødte Evropæere
Aldeles ikke paa Næsen rynker
Ad
V
il h e l m
B
e c ii
og hans himmelske Hære,
Og, hvad der er allermærkværdigst, vor kjære
K ommu n e s Skatteprocenter synker,
Imedens dens Bygninger smukt lader være!
— Mer er der vel ikke, man kan begjære!
N y a a r s -G ra t ia le r .
I skien Overenstetnmelsé med sin ofte beundrede
M enneskekæ rlighed har
P u nch
ikke nænnet at holde N yt
aar uden at øse af sin aandelige Rigdomskilde til Gavn og
Glæde for værdige Trængende.
Ingen fremadstræbende
Søn af sin Fader behøver i vore Dage at tvivle om, at
han kan blive D igter til Paaske.
Men den besværlige
K unst at hitte paa gjør som oftest vore Digteres Paaskeæg
til Vindæg.
Ptm ch
har derfor lindret et længe dybtfølt
Savn ved at udpønske en Samling Sujetter, der i en mæg
tig Grad vil bidrage til Aandslivets Fremme i det kom
mende Aar.
Modtagernes Tak forventes ikke, og A fbe
nyttelse uden K ildeangivelse tilstedes.
Til D ig te r
Gjellerup.
E t tragisk Drama i to Billeder, betitlet:
H a n d e l og Vandel.
Første Billede: V a n d e l. — Den eneste nulevende
D igter i Danmark pr. Hellerup fremstilles kravlende op ad
H elikon.
Han har ikke i længere Tid været med paa
Noderne, eftersom han har ment at have (K ancelli)-R aad til
at s c h j ø t t e sig selv. Nynnende et af W agners lede Mo
tiver anraaber han Muserne om Bistand, men de slaar. alle
en Seven-Bom for hans Tilnærmelser.
Som født Over
menneske skriver han sig da sin egen Moral paa sin F ri
billet til Dagmar, hvorefter han dør i Skjønhed med egen
hændig fabrikerede Lavrbærblade i Haaret.
A ndet Billede: H a n d e l, et Efterspil. — Den navn
kundige D igter fremstilles kravlende op ad Dagmartheatrets
Trapper, uden at ænse Forbudet: »Al Handel med Seven
bom samt Opbæring af Overmennesker frabedes.« Tableau !
T il D ig te r
Benzon.
E t aandsfrit Lystspil i fire spændende A kter, aftappet
paa To-Unzers-Ricinusflaske:
Vandgangsmænd.
Handlingen foregaar paa Plim solleristernes General