134 / 276
Jeppe Aakjær fejres paa Raadhuset
1 926
Kammersanger Helge Nissens pludselige Død.
En storstilet Fest
i Byens Hus til Ære
for den jyske Digter.
11. September.
Jeppe Aakjær
fejredes i Gaar paa
sin 60 Aars Fødselsdag med en
pragtfuld Fest paa Raadhuset. Det
var alle de store københavnske Dag
blade, der havde sluttet sig sammen
om at arrangere denne Fest, der fik
sit særlige pompøse Præg ved, at
selve Byens Hus dannede Rammen
om den.
Aakjær,
Stridsmanden, der
saa ofte har sagt sin djærve Mening
om Tingene, løftedes her som Digter
op over alle Partier og Stridigheder.
Raadhushallen var fyldt til sidste
Plads, da Aakjær med sin Familie
ankom og af Overpræsident
Jensen
førtes hen til sin Plads foran Taler
stolen, som Prof.
Vilhelm Andersen
nu steg op paa.
Jeppe Aakjær, sagde Prof. Vilhelm Ander
sen, skildrer os Jylland langt m ere levende,
end Blicher har gjort det, bl. a. i sin Sang om
den gamle Moder, der skal til at dø. Maaske
er Digtet ikke Aakjærs bedste. Men hvor er
det rent i Klangen, rent, som Aakjær selv er
ren, som Almuen er det.
—
Aakjærs Slægtled,
der blom strer i Tiden mellem System skiftet og
Verdenskrigen, det er J y l l a n d . Har ikJce
Aakjær selv engang sagt, at Sjælland, det er
noget, Sjællænderne selv har fundet paa, men
Jylland har Vorherre selv pinedød gjort!
Jeg ræ kker Dem
—
nej dig, Jeppe Aakjær,
Kransen i Aften, fordi du i din Kunst er den,
der har givet os mest af alle.
Festen fortsattes med Sang af »Bel
canto«, og saa blev Fakkeltoget
meldt, og Aakjær maatte ud og tage
imod.
Fakkeltoget.
Raadhuspladsen var sort af Men
nesker, da det imponerende Fakkel
tog svingede op i Muslingeskallen.
Her talte
Sophus Michaélis,
og
Jeppe
Aakjær
svarede:
—
Jeg har maattet spørge mig selv i disse
Dage, hvad det er i mine Sange, som taler saa
stærkt til D eres H jerter, at De vil hylde mig
saa skønt og storslaaet, som jeg aldrig før er
hyldet. Jeg er jo en Bonde, Landets, Storkenes,
Ensomhedens og de store Vidders Sanger, men
denne By maa leve i Larmen. Det er vel, fordi
Larmen stilner af, og saa staar Høsthimlens
Stjerner over Byen som over det hele Land.
Haan ikke Larmen, den er Byens sunde Aande
drag. Men i Stilheden har min Ensomheds
Sange eller min Hverdags Viser maaske gæstet
D eres H jerter.
Saa gik man ind til Souperen, bag
efter festede man videre med Sang
og Spil, og til sidst dansede Ung
dommen i Raadhushallen.
K amm ersanger H elge N issen.
Kammersanger Helge Nissen døde
pludselig og uventet i Aftes. Han
blev 55 Aar. Dødsbudskabet ramte
haardest hans Kammerater paa Tea
tret. Direktør Norrie holdt det hem
meligt saa længe som muligt for ikke
at forstyrre Festen i Anledning af
Solodanser Richard Jensens 25 Aars
Jubilæum ved Teatret. Men da Sand
heden endelig kom for Dagen, stop
pede al Festlighed, og saavel Kunst
nerne som Maskinpersonalet forlod
Teatret i Tavshed.
*
Helge Nissen var den sidste af de
store fra vor Operas Guldaldertid.
Hans Bortgang føles smerteligt, ikke
blot i Savnet af ham som Kunstner
og Personlighed, men ogsaa fordi
han var en Støtte i vort Musikliv.
—
Tilfældig falder et Eksempel som
Alnæs’ ligefremme »Sidste reis« en
ind, Sangene om Sømanden, der foer
saa vidt og langt, i Dyst med stærke
Bølgers svære Tag, og som nu med
oprejst Pande synger sig Døden i
Møde
—
»sing, sailor oh
—«. Der
var Slægtskab mellem ham og Helge
Nissen. Til det sidste en fri og for
nem Mand i Kunsten, en Frilufts-
mand som Jæger og som Fisker i
Naturen, i stormfuldt Liv til selv
valgt Død en Gentleman.
Gunnar Hauch.
A a kjæ r m ed Familie ankomm er til Raadhusfesten. I Midten se s Fru Nanna A a k jæ r o g Dig
teren, til venstre fo r dem deres to Børn S olvejg og E sben. Til h øjre for A a k jæ r Sønnen
a f første Æ gteskab, den unge Videnskabsmand Svend A akjæ r.
12>l