75 / 276
I9 23
Borbergs Skuespil
—
Berntsens Digte
Tredie B illede, S y g e v æ re lse t paa e t N ervela sa ret i B orbergs »Ingen*. Fra ven stre U nder
læ g en (O ttesen), M anu (Jobs. P oulsen), den saarede Sold a t (G abrielsen), O verlæ gen (Vald.
M øller), V icto r (Poul R eum ert), bag ham den b a rm hjertige S ø ste r (Sigrid N eiiendam ).
det vist være paa en intim Scene.
— Det v ar ingen vellykket Aften,
men den syntes at interessere Til
skuerne ved Skuespillets Egenart og
Tænksomhed, d er uvilkaarlig skab
te Sympati for Digteren. Han blev
fejret med langvarigt Bifald af det
venligt stemte Publikum«.
(Af
Chr. Gulmanns
Anmeldelse
i Berlingske Tidende).
Ungkarledigte.
Aage Berntsen.
Da Eva var skabt.
Se dér
—
i Morgenvarmen
med Hovedet paa Armen
en uredt Yngling hviler,
mens han i Drømme smiler.
Hun piller ved hans Hænder
og prikker paa hans Tænder
og dækker Ribbensflængen
med køligt Græs fra Engen.
Med Kinden rød som Kobber
hun bøjer sig forover,
og blidt som Sommervinden
hun kysser ham paa Kinden.
Han aabner Øjet, lukker
det til igen og sukker:
Den Ild i søde Strømme,
det kan kun være Drømme.
Men Eva napper, tjatter,
og endelig han fatter
og bliver ganske vaagen
og ser, der sidder nogen.
Saa kæmmer hun hans Lokker,
og Dyrene sig flokker
og viser vaade Tænder
og slikker hendes Hænder.
Han kysser Smilehullet.
O Fryd i Mellemgulvet!
— Og
hvor de unge sade,
blev alle Blomster flade.
AAGE BERNTSEN.
(Af:
Kvindens Skabelse
i den nylig
udkomne »Ungkarlens Visebog«),
Svend Borbergs Skuespil „ In g e n “.
Premieren i Aftes paa D e t kgl. Teater.
En Sejr f o r Teatret og Forfatteren.
17. November.
»En interessant og usædvanlig Af
ten — en Forestilling, der snart hæ
vede sig til kraftige T eatervirknin
ger, snart krydsede sig frem gennem
langstrakte og stundom pinagtige
psykologiske Subtiliteter, men som
vistnok i det hele maa betragtes som
en Sejr baade for Teatret og for
Forfatteren. De abstrakte F igurer
gav ikke ret Anledning til Menneske-
Fremstilling. Hr.
Poul Reumert
do
m inerede Forestillingen, men først
den skamferede Maske i Stykkets
sidste Del gav ham noget rigtigt at
spille paa. — F ru
Bodil Ipsen
som
Eva
og Hr.
Johannes Poulsen
som
Manu
indrammede Hr. Reumerts
Victor
med diskret Kunst i vel af
vejede, noget forsigtige Udtryk«.
(Af
Sven Langes Anmeldelse
i »Politiken«).
hektisk i sin Grublen over Kærlig
hedens og Smertens og Skinsygens
Problem. — — Under Læsningen
blev Skuespillets Idé langt rigere og
mere levende. — Scenen gør alt
saa legemligt. De subtile Symboler
forgroves og forsimples. Hvis »In
gen« overhovedet skal spilles, maa
»Fablen er til at begynde med
tydelig nok: den unge Soldat
Victor
hos Hustruen og i Skyttegraven; —
hans frygtelige Lidelse paa Lasaret-
tet, hvor hans Ansigt og Stemme
vansires, og han selv udslettes, —
bliver til »Ingen«; — saa Tilbage
komsten til Hjemmet, hvor hans
Hustru byder sit H jerte til denne
vansirede Fremmede, idet hun i si
ne Ord overfor ham svigter, forraa-
der sin Elskov til Manden,- til ham
selv. Slutningen virkede uklar og
Svend Borberg.
72