122 / 423
118
,Kirkens kimende Klokker kaldte ad gamle og unge, mest dog
paa Sjælene træ tte og tunge, syge for den evige Hvile’. Kirkefolket
fulgte lydigt denne Kalden, men tog sine døde med ind under
Kirkehvælvet, i Troen paa, at ved de hellige Bønners, de fromme
Sanges og Sjælemessernes Toner over Gravene kunde mangen Synd
afbedes og Himmeriges Porte aabnes for den døde.1) Her, hvor den
døde under Kirkegulvet hvilede i den levende Menigheds Midte,
var godt for ham at være. Kirkens Mænd stred stedse sejgt imod,
naar Lægfolket vilde lægge sine døde til Hvile i Gudshusene;
Bisper, Abbeder og Kirkernes Skytsherrer havde engang faaet K ir
kens Lov for at- maatte jordes der1) — men Lægfolket
vilde
ind
under samme Lov. Mangt et Kirkemøde søgte at dæmme op for
Strømmen ved at rejse Forbuddene paa ny; men K irken nødtes til
at gøre saa mange Undtagelser, at hver den, der havde Raad dertil,
fik sin Grav i K irken.3)
Med Tiden fyldtes da ogsaa Nordens K irker med Grave under
Kirkegulvet; fra Koret ned gennem Kirkeskibene lagdes Grav ved
Grav, indtil der ikke var Plads til flere. Rigets Stormænd med Kon
gerne i Spidsen rejste nu K irker til Guds Æ re — og til Gemme for
deres Æts døde. Valdemar I ’s Ombygning af Ringsted Klosterkirke
blev Valdemarernes, Absalons Sorøkirke Hvidernes værdige Grav
mæle.4) Rakte end de færreste Stormænds Midler til saa store
Gravmæler, evnede de dog for det meste at købe sig et værdigt
Hvilested i Kirkerne. En Række middelalderlige Testamenter vid
ner om de dødes sidste Vilje til at sikre sig en Grav under Kirkens
Tag, ofte mod klækkelige Ofre. Grevinde Ingert af Regenstein, af
Hvideætten, skænkede saaledes i 1257 Graabrødrene i Roskilde et
Sølvskrin, til Hjælp til Opførelsen af deres Kirke, dertil en Sølv-
Monstrans, en Salmebog og de bedste Prydelser i hendes Bedekam-
mer°) — blot for at blive jordet i deres Kirke. Men Gyde Skjalms-
datter af Slægten Bang ofrede i 1292 20 Mark Sølv, en Gaard i
Roskilde Set. Mortens Sogn og det Fløjels Klæde over Ligbaaren,
IV.
Under Kirkens Tag.