40 / 203
»
Chr. Hansen bad Medlemmerne tænke over, om ikke Bestyrelsen
kunde blive kontingentfri.
Jørgensen syntes, al Hansens Forespørgsel var latterlig og mente
ikke, at Medlemmerne var Bestyrelsen nogen Tak skyldig
— — — «
Fy — føj! De 1 Kr. 20 Øre, Kontingentet androg, synes
J
ør
gensen
ikke, de gjorde Gavn for, men heller ikke nogen Tak
burde de have. Det har aabenbart været en slem Kritikus, samme
J
ørgensen
.
En Sommerudflugt arrangeredes den 17. Juni pr. Vogn til
Dronninggaard, hvor der spistes.
Den Tids Udflugter foregik hovedsagelig pr. eget Køretøj. Dog
lejede man gerne hos en Vognmand et Køretøj, der benævnedes
»Foreningens Vogn«, og hvori de Deltagere, der ikke havde egen
Befordring, tog Plads. Det var en Slags kørende Husvildeafdeling,
da man ellers i Regelen gennem Forbindelser kunde sikre sig en
Plads paa Selvejerkøretøjerne, hvad der jo absolut var mest stands
mæssigt, og hvorfra man beklagende saa Passagererne paa 12-
Mands Befordringen, som dog ogsaa jævnligt kom lil at transpor
tere baade en og to Personer mere end det normale Antal; og
saa var det absolut ingen behagelig Maade at komme i Skoven
paa, idet det gerne tog nogen Tid, efter at man var kommet til
Bestemmelsesstedet, inden man fik sine fladtraadte Tæer og ind
trykkede Ribben bragt i Lave igen.
En anden Ubehagelighed var, at denne store og gerne over
belastede Karosse just ikke skød nogen synderlig stærk Fart ud ad
Landevejen, hvor den snart sakkede agter ud for de lettere Selv
ejerkøretøjer, der jo for det meste var betydelig bedre forspændt
og derfor kunde komme noget hurtigere af Sted, end Forenings-
vognen med de aldrende Øg.
At dens ulykkelige Passagerer derfor, foruden de allerede lidte
Kvaler, ogsaa blev stillet overfor Ubehageligheder som snavset
Vaskevand og pjaskvaade Haandklæder, hvilke Ting Selvejerne
selvfølgelig havde benyttet først, gjorde dem just heller ikke videre
feststemte.
Og betænk saa at gøre en Tur fra Enghaveplads eller St.
Hans Torv til Dronninggaard paa et saadant Marterinstrument,
ja og saa oven i Købet at maatte betale for det.
Ja — Mennesket er en løjerlig Skabning.
Hjemturen kunde bedre gaa an, da var man saa dvask, træt
og udmattet, at alt var En saa uendelig ligegyldigt, bare man kom
hjem.
Dagen efter var man som mørbanket, men man havde jo og-
39