272 / 467
258
Kamma Struwe
hvem, der havde dem, og skrev dem af og lærte dem
udenad. Så trådte da Bjørnson frem, og man fik ham
at se og høre“.
Om samme møde fortæller Morten Eskesen i „Mit
Samliv med Bjørnson“31: „Min hustru og jeg skulle (til
vennemødet) bo på Emdrupborg, som J. T. A. Tang nys
var blevet ejer af“, og da der blev tale om at arrangere
et møde, hvor Bjørnson skulle tale, udbrød Tang til
Eskesen: „De kan få Emdrupborg, ja, jeg indsætter Dem
herved til herre på Emdrupborg, så kan De indbyde,
hvem De vil, til at gæste Dem, og her er rum til mange“.
Og Morten Eskesen fortsætter: „Således blev det. Her
var rigeligt med rum både i hus og have, der omtrent
endnu var i samme stil, som da for 140 år siden Kristian
d. 6. boede der som kronprins med Sophie Magdalene
Tirsdagen den 10. september kom. Det lakkede mod
tiden, da vi måtte have Bjørnson, hvis det ellers blev til
noget. Folk var allerede skarevis samlede nede i haven
... da vi med et ser Bjørnson med raske skridt komme
nede fra Hellerup Station op ad havens hovedlindegang
“ Bjørnson talte om læreren i sin fødebygd, fra hvis
grav han lige kom. „Bjørnson talte højrøstet om, hvad
en lærer kan udrette ved at bære op underfra. Han ma
lede os læreren, så vi så ham stå lyslevende iblandt os
... så ham med sin violin under armen eller spillende
sine slåtter og folkesangstoner ... vi så ham holde skole
deroppe i den norske bygd, som vi holder friskole her i
Danmark uden „lektier, præk og skænd og tvang“, som
kun tjener til at gøre barnemindet uhyggeligt og barn
dommen stakket og bitter ... vi så den sure fromhed for-
kætre ham for hans violins skyld ... så atter surheden
lidt efter lidt vige for hans spil, så ham gøre legems
øvelserne for de unge og for børnene til en kær genstand.
Vi så ham i de sidste år under den tunge sygdoms prøve