401 / 467
Magistraten som kirkepatron
387
kildemateriale, som vi besidder. Men nogen egentlig mod
vægt synes ikke skabt i adelsvældets dage. Først med ene
vælden kommer der noget mere lovmæssige forhold på
dette område.
Denne udvikling gør sig imidlertid navnlig gældende
for landsbykirkerne. For hovedstadens kirker kom for
holdene til at udvikle sig på deres egen måde, som dog
kun kan forstås på baggrund af den foran skitserede ud
vikling.
Ved reformationen var der sket det med Københavns
kirker, at nogle var blevet nedlagt, og andre havde fået
forøget deres ejendom på de nedlagtes bekostning. Der
havde hidtil været 4 sognekirker i byen: Vor Frue, St.
Peder, St. Clemens og St. Nicolai. Hertil kom nogle klo
sterkirker (Gråbrødre, St. Gertrud og St. Clara) samt
Helligåndshospitalets kirke. Ordningen af disse kirkers
forhold blev efter 1536 lagt i hænderne på en komm ission,
bestående af nogle rigsråder samt repræsentanter for
magistraten. Det bestem tes, at Vor Frue, St. Nicolai og
Helligåndsklostrets kirke fremtidig skulle være stadens
sognekirker. Ordningen af Vor Frues forhold prægedes
af dens tilknytn ing til universitetet. Nicolai og Helligånds
var borgernes kirker fuldt ud.2
Om Helligåndskirkens forhold vides, at stadens styre
fra reformationen og til sidste halvdel af det 17. århun
drede øvede den afgørende indflydelse på valget af sogne
præst, som kirkeordinansen hjemlede. Sidste gang var i
1665, da magister Esaias Fleischer blev kaldet. Hans
kaldsbrev er bevaret og viser i detailler, hvorledes frem
gangsmåden var.3 Derefter tiltog kongen sig eneret på at
kalde sognepræsten ved kirken. Men borgerskabet (ma
gistraten) bevarede retten til at præsentere kapellanen,
hvad der udtrykkelig stadfæstedes 1707.4
Vedrørende forholdene omkring Nicolai Kirke fore
ligger oplysninger om følgende sag:
25*