519 / 668
21
medens Anmeldelserne i den senere Barnealder (5—15 Aar) i Forhold til Alders
klassens Folketal spille en langt mindre Rolle. For Skarlagensfeberens Vedkommende
er netop det omvendte Tilfældet; det er her den skolesøgende Alder (5— 15 Aar), der
afgiver det baade absolut og relativt største Antal Anmeldelser, i Forhold til Alders
klassens Folketal ikke meget mindre end for Aldersklassen 1—5 Aar, medens for
holdsvis kun langt færre Tilfælde falde paa den yngste Aldersklasse.*) — De i det
hele i Forhold til Folketallet faa Anmeldelser, der falde paa Aldersklasserne over
15 Aar, udgør dog for Skarlagensfeberens Vedkommende op imod hvert syvende
anmeldte Tilfælde, for Mæslingerne omtrent 1 Tilfælde paa 21 og for Kighosten
næppe 1 Tilfælde af 56.
Sammenholdes under et de 25 Aars Anmeldelser og Dødsfald, viser
Letalitetskvotienten sig, for den omhandlede Periode, for Skarlagensfeberen at være
3.6 pCt., for Mæslingerne 3.1 pCt., men for Kighosten mere end dobbelt saa stor,
7.3 paa hvert 100 anmeldte f). For alle tre Sygdomme gælder det, at Letaliteten i
den spæde Barnealder er langt, størse end i de senere Aldersklasser, aftagende i
hurtig Progression med Alderen. I Aldersklassen 0—1 Aar døde af Skarlagensfeber
omtrent een paa hver syv anmeldte, 14.7 °/0, af Mæslinger omtrent hver sjette, 17.6%,
men af Kighoste paa det nærmeste hver fjerde, 24.3 % , et Forhold, som næppe
ganske svarer til den blandt Publikum gængse Opfattelse af disse Sygdommes Ond-
artethed. I Aldersklassen 1—5 Aar er Letalitetskvotienten for Skarlagensfeber 6.2 %,
for Kighoste 5.6 % og for Mæslinger 3,9 % , i den senere Barnealder for Skarlagens
feberen 2.2% , for Kighosten 0.7 % og for Mæslingerne 0 .4% . I Aldersklasserne
over 15 Aar kan Skarlagensfeberen endnu opvise en Dødelighed af 1.8% og Mæs
lingerne af 0 .4% , medens der ikke i disse Aldersklasser ses at være skrevet noget
Dødsfald paa Kighostens Regning.
Saavel for Skarlagens-
„ .
±* i\/r
t
Af 100 anmeldte døde
feberens som for Mæsfmgernes
Vedkommende synes Delingen
af de 25 Aar i Femaarsperioder
at vise en ganske tydelig Ten
dens til en Formindskelse af
Letaliteten, medens noget lig
nende ikke lader sig paavise for
Kighostens Vedkommende.
Faaresyge
(Angina parotidea)
havde i 1907 ikke saa ringe Udbredelse
som Aaret forud. Tilfældenes Antal tiltog hen mod Aarets Slutning og holdt sig
ret højt hele den første Halvdel af 1908.
I 1907 anmeldtes ialt 337 Tilfælde, o: 0.77 paa 1000 Indbyggere (mod
0.36 i 1906, 5.07 i 1905); af de anmeldte Tilfælde angik 223 Børn under 15 Aars
Alderen, 114 Personer over 15 Aar.
Skarlagens
feber
Mæslinger Kighoste
1882 -1886
4-7
4.2
7
*2
1887—1891
0.2
4 .4
7-7
1892 -1896
*3-5
2 .4
6.8
1897 -1901
2-3 •
2.1
7.6
1902 -1906
1.5
2.0
6.9
*) Befolkningens Sammensætning kendes kun i Tællingsaarene og maatte for de mellemliggende Aar
beregnes ved Interpolation; for at undgaa vidtløftige og dog ikke helt sikre Beregninger, er her Alders
klassefordelingen ved TælliDgen i 1895 lagt til Grund, idet den Afvigelse fra de virkelige Forhold, der
derved fremkommer, næppe kan være saa stor, at den i denne Sammenhæng kan faa nogen Betydning.
f ) Anmeldelsernes ovenfor berørte Ufuldstændighed vil selvfølgelig virke til at forhøje Letalitets-
kvotienterne, hvor meget for de forskellige Sygdomme lader sig næppe skønne. Yed Beregning af
Letalitet og Mortalitet kommer endnu Registreringens Ensartethed i Betragtning. Spørgsmaalet om,
hvorvidt en efter en Infektionssygdom optrædende Sygdom skal opfattes som en Følge af Infektionen, og
om Dødsfaldet skal registreres under Hovedsygdommens eller Følgesygdommens Diagnose, maa i et vist
Antal Tilfælde bero paa Registrators Skøn, og det Spillerum, der her er Tale om, vil det vel især være
nødvendigt at have in mente ved Sammenligning med Forholdene i fremmede Byer, hvis Registrerings
principer ikke ere nøje kendte.