198 / 260
»
Han holdt just a f det folkelige ved Etablissementet. Det mo
derne Restaurationsliv skulde have s in Plads derinde, men det
gjaldt tillige om at bevare T ivoli som et Sted, hvor en køben
havnsk Fam ilje i al gammeldags Borgerlighed kunde tage Mad
kurven med. Tivolis Vegetation laa ogsaa
Thrane
paa Sinde.
Han va r meget ivrig for Vedligeholdelsen a f den gam le Træ-
bestand og for Nyplantninger. Men sin største Betydn ing havde
han som Etablissementets finansielle Leder gennem mange Aar.
Han hed
Thorvald S igva ld Thrane,
og han var, til en B e
gyndelse, Rebslager som Faderen og Farfaderen . Deres Reber
bane strakte sig langs Nørrevold, fra Nørreport op mod Tegl-
gaardsstræde. Siden blev han »Grosserer Thrane«, idet han
grundlagde en
en gros
Virksomhed i T o vvæ rk ; endnu langt
op i Aarene handlede han med Hamp paa Rusland. I December
1880 kom
Thrane
ind i T ivolis Kontrolkomité, og fra den Tid
va r han, lige indtil sin Død, nøje knyttet til T ivolis Økonomi.
Ved hans Side stod som artistisk Leder
Bernhard O lsen
og
senere
Robert Watt.
Efter
Watts
Død va r
Thrane
Enedirektør
indtil 1899, da Arkitekt
A rn e -P e tersen
traadte til. Ogsaa efter
den Tid blev
Thrane
stadig kaldt »Direktør«, dels a f gammel
Vane, dels fordi det va r nemmere end at benytte Navnet for
hans virkelige Stilling, det lidt omstændelige »Kontrolkomitéens
Delegerede i Direktionen«.
I nogle Aar, indtil Genren blev forslidt, var det yndet jour
nalistisk Sport at bringe Dobbelt-Interviews, under hvilke den
ældre
Thrane
og den unge D irektør
A rne -Pe tersen
skiftedes
til at faa Ordet. Trods den store Forske l i Alder og Fo rud
sætninger va r der et godt Samarbejde mellem de to: den øko
nomiske og den artistiske Leder. Ogsaa mellem
Thrane
og
den store Stab a f Embedsmænd og Funktionærer bestod der
det bedste Forhold. Holdt
Thrane
a f sit kære Tivoli, saa holdt
hele T ivoli til Gengæld a f ham . Det va r paa h a n s Initiativ,
at man i 1906 oprettede Pensions- og Understøttelsesfonden,
som han selv betænkte med en større Gave.
Thrane
kunde væ re godmodigt spøgefuld. V ar der under
tiden en Smule Sarkasme i hans Spøg, blev den dog aldrig
i
88