10 / 293
Billedhuggerkunsten før Thorvaldsen.
5
( 1 7 4 0— 1814), der ligesom W iedewelt fra det hjemlige, for-
franskede Akadem i gik til Paris og derfra til Rom, h vo r
han ankom 1766.
H er maatte han, som han selv siger,
„læ re al T in g om igen“ for at blive kvit den afskyelige
franske Manér, som han havde spildt tolv A a r af sin Ung
dom paa.
Han saa straks ved sit første Mode med de
gamle Guder i Roms Kunstsamlinger, at alle de franske
Frem stillinger af dem, hvoraf Slottene og Parkerne i Paris
vrimlede, intet havde med antik Kunst at gøre.
Han ar
bejdede saa med uendelig F lid og Iv e r,
studerede og
kopierede Antikerne om Dagen, tegnede og modelerede efter
levende Model (Naturen) om Aftenen, og 1 7 7 0 udførte han sin
berømte „liggende S a ty r“, der lige vaagner op efter at
have sovet Rusen ud, et lille Mesterværk, sprudlende af
Friskh ed og L iv , mindende om tilsvarende antike F ig u re r
og dog fuldt ud original.
Han fuldførte under sit 1 2— 13
A a rs Ophold i Rom andré udmærkede Arbejder, navnlig
en smuk G ruppe af Amor, der i Vrede forlader Psyche,
men blev saa kaldt hjem til Stockholm, hvor megen Æ re
ventede ham, men hvor hans Kunst ikke rigtig v ilde trives.
Den hår de imidlertid under hans Ophold i Rom kastet sine
F rø
i
flere unge Kunstneres Sjæl,
bl. a. i T yskeren
S c h a d o w , der senere blev den ny Kunstretnings F ø re r
i Berlin.
Som e'n Hovedrepræsentant for den ny-klassiske Be
vægelse i Billedhuggerkunsten bør dernæst nævnes Italieneren
C a n o v a (1 7 57 — 1822), der stod paa sin Berømmelses
Tinde, da Thorvaldsen som ung Kunstner kom til Rom.
Ogsaa han grebes tidlig af T rangen til at komme bort fra
Rokokoens Udskejelser og Overfladiskhed og tilbage eller
rettere frem til en ædlere og naturligere Stil; men han var
for. meget Barn af sin T id og af sit Land til hurtigt og
helt at kunne frigore sig fra en Smag, der v a r ham saa
at sige i Aanden
baaren
og
i Klæderne skaaren fra
Fødselen af.
Han naaede derfor ikke saa langt frem som
T h o rv a ld se n ; han erkendte selv i Thorvaldsens første be
tydelige A rbejde „Ja so n “ en „ny og storslaaet S til“, men
han v a r da allerede saa kunstnerisk udviklet, at han havde
Vanskelighed ved at optage denne, skønt han gjorde F o r
søg derpaa i senere Væ rker.
I det hele vidner hans bedste
A rbejder om et sundere Syn paa Naturen og en rigtigere
Opfattelse af Antikerne end Rokoko-Tidens, hvis glimrende