Forhallen.
35
Form er træde tydelig frem, derover en vid Æ rme-Kappe
med P elskrave og paa Hovedet en Hue med Pelskant.
Meget i F ig u re n : den faste, støtte Stilling, Hovedets Hold
ning, Armbevægelsen, de lidt almindelige Ansigtstræk, det
lange, tvedelte Skæ g minder om andre thorvaldsenske F i
gurer, navnlig enkelte af Apostlene.
D er er næppe Tvivl
om, at Bissen bevidst har søgt at arbejde i Thorvaldsens
Stil og har betragtet sit Værk som thorvaldsensk. Maaske
dette er Skyld i, at Statuen er b'leven noget tør.
De to
R elieffer paa Fodstykket forestiller Scener fra Gutenbergs
T ry k k eri.
I det ene sidder han ved Bordet og viser de
nyopfundne løse T yp er til sin Kompagnon Fust, der staar
og læner Armen til en udskaaren Træ tavle af den Slags,
som hidtil anvendtes ved Trykning af en. S id e ; i det andet
d rejer en Svend paa Pressen, medens G. staar og betragter
et nytrykt B la d ; andre Blade hænger til 'Forring over en
Snor.
Navnlig den sidste Scene er godt fortalt med en
Gutenberg-Figur, der er nok saa livfuld som Hovedstatuen.
Modellen til Mindesmærket fuldførtes
1 8 3 3
—
3 5
, støbtes i
Bronze i Paris og opstilledes i Mainz
1 8 3 7
.
Bissen fik
1 0 0
Louisdorer (c.
1 5 0 0
K r.) for sit Arbejde.
T h . vilde
intet have, men gjordes til Æ resb o rg er i Staden og mod
tog megen Hyldest for Værket, da han i Juni
1 8 4 1
gæstede
Mainz paa Vejen til Rom.
Nrr.
1 4 2 — 1 4 5
P av e-M in d esm æ rk et.
— Dette Min
desmærke, det største, T h . har udført, findes i Katolicis
mens Hovedkirke, Peterskirken i Rom.
Det er rejst over
Pius V II, der var Pave fra
1 8 0 0
—
1 8 2 3
.
Han sluttede
Fo rlig med Napoleon og var
1 8 0 4
til Stede i Paris ved
K ejserkron ing en ; men da han ikke blindt vilde lystre den
egenmægtige H ersker, besatte Napoleon
1 8 0 8
hans Land,
K irkestaten.
Paven lyste Ban over Kejseren, der til Gen
gæld lod Kirkens Overhoved gribe og slæbe om til for
skellige Fængsler, indtil Ulykken brød ind over ham selv
ved F eltto g et til Rusland
1 8 1 2
.
Pave Pius blev efter
Napoleons Fald genindsat i sine Rettigheder og kom til
bage til Rom den
2 4
. Maj
1 8 1 4
.
Han viste under al sin
Modgang baade klog Standhaftighed og en Forsagelse, der
vandt ham alles Sympati.
Da man paa hans Dødsleje
kaldte ham med den brugelige T itel „hellige h ad er“, sagde
h an : „Kald mig heller a rm e S y n d e r!“ Han havde en hen
given Ven i sin dygtige Statssekretæ r, Kardinal Gonsalvi,