227 / 433
219
Pr. VI.
Under vor aandrige Samtale var vi uden at vide
det faldne ind i en Restauration paa Frederiksberg.
Da vi havde nydt vor engelske Porter og var bievne
smidte ud formedelst Mangel paa Penges Havelse, gik
vi ind i Frederiksberg Have og hilste paa Bronce-
manden.
„Hvem er det nu, han skal forestille?“ spurgte
Amerikas Opdager. „Jeg synes, jeg skulde kjende
ham. Er det ikke T ie t gen ?“
„Nei,“ sagde jeg, „det er Christian den Første.“
„Det er rigtigt! Ja, man glemmer jo de Dele, naar
man har været saa længe udenlands. — Svalerne er for
resten slemme ved ham. — Men har De hørt, at der
under mit Ophold i St. Paul blev afsløret en Statue af
mig paa Byens Torv. Je g var afbildet med en Pen
bag Øret og et D annebrogsflag i Haanden. Bagefter
var der Festmaaltid, hvor jeg spiste ved fem Couverter
og røg to Kasser Cigarer. — Saae De Røgen?“
„Ja, i „Dagens Nyheder“.“
„A v !“
Tivoli.
„Naar vi nu havde havt et Par Skilling“, sagde
jeg i Nærheden af Frihedsstøtten, „saa kunde vi have
gaaet i Tivoli“ .
„Det kan vi alligevel“, svarede den Verdensberømte.
„Hvor høit er Plankeværket?“
Og inden jeg fik sundet mig, var han derinde.
Exemplet smitter. Et Sekund senere var jeg der ogsaa.
Min celebre Ledsager sendte sit Fotografi op til
Directionen med en nedladende Paaskrift om, at han
samme Aften vilde løbe Væddeløb med sig selv paa
Tivolis nye Bane. Efter Løbet vilde han, med sig
selv som Anskuelsesbillede, holde et culturhistorisk
Foredrag om de hamborgske Rendestene ved Dag og
ved Nat. Endelig tilbød han mod en passende Entré'
at lade sit creditforspildte Creditiv offentlig fremvise
under Montre i et dertil indrettet Telt.
Directionen var heelt vild af Henrykkelse. Den
gjorde Naboben sin Opvartning i Kjole og Kravebryst
og lod ham kjøre gratis paa Rutschbane. Derpaa
overrakte den ham et broget Chocoladepapir med •
egenhændig Dedication og med Bemærkning, at den
iaar havde tildeeltikkeblot ham, men alle sineAbonnenter
Diplomet „Hæderlig Omtale“.
Efter at have spist og drukket rigeligt paa Direc-
tionens Pung, gik vi atter ud i Byen for at komme
lidt til os selv.
Farvel.
Vi to Dioskurer slentrede paa Lykke og Fromme
afsted med hinanden under Armen. Underveis drak vi
Dus i et Glas Sodavand til 5 Øre, som vi satte hver en
Buxeknap i Pant for.
„Hør Du,“ sagde jeg til de kaliforniske Transtøvler,
„nu skulde Du vist snart ind i Tivoli og lave alt det,
Du har lovet“ .
.Anseer Du mig for en Idiot?“ spurgte Guld-
fornægteren.
„Gud bevare min Mund,“ sagde jeg. „Je g anseer
Dig for Verdens meest berømte Verdensberømthed. Men
Du lovede jo Directionen — — —“
„Pyt! Je g lovede ogsaa min Avis at blive ved at
skrive Breve. Men troer Du, jeg gjorde det? Saa
kjender Du kun daarligt den Mand der.“ Han rakte
mig sit Fotografi. „Se nøie paa det,“ forsatte han.
„Den Mand der med de Lorgnetter der, det er Blomsten
af det nittende Aarhundredes Cultur. Du selv er kun
et ringe Frø endnu, men bliver Du ved at træde i mit
Fodspor, saa kan ogsaa Du drive det vidt.“
Hvorpaa Danmarks Hæder forlod mig. Han skulde
ud at see paa umeublerede Værelser med Morgenkaffe
uden Brød.
S v en H ab en ich t.
E t H y l d n i n g s q v a d ,
viet
Fru C h a rlo tte W iehe.
W
« S
- _
JAaar man kanmærke, Musen bæver,
Saa ska’ man ta’ det overtværs;
Derfor idag jeg Røsten hæver
I et Par glade Hyldningsvers.
Jeg har nu lige væt paa Landet,
Vaaren, hvor Noget var at see, —
Saa fik jeg seet blandt alt det Andet
Vores Charlotte paa Tourné.
Lissom en Tuborg Pilsner skummer,
Naar den bli’er skjænket frisk fra Fad,
Saadan var hver en Publikummer
Skummende perle-kisteglad.
Mens de nu hørte hendes Trille,
Der er saa skjær og klokkereen,
Saa sad de Alle ganske stille
Og kigged’ etter hendes Been.
Hvad det saa giælder, maa jeg si’e
Som vores Fædreiandses Folk:
Vi har kun een Charlotte Wiehe,
Og hinneses Ven er Danmarks Folk.
De ligger fladt for hin’ses Fødder
I Øst og Syd, i Vest og Nord,
Og for hendes Lykkestjernes Rødder
Ligger jeg selv som Troubado’r.
Søren Pipperup.