330 / 433
3 2 2
G l o r i a m u n d i !
Mel.: »Rien n’est sacré pour un sapeurb
Ak, Livet er igrunden yndigt,
Og derfor bør man være glad.
Men, ærligt talt, saa er det syndigt,
Saadan som Mange bær’ sig ad —
ja, man maa sige: Tak for Mad! :|:
En er en Tyv, en Anden Taabe,
En »gjør« discret i Snyderi —
•
J a !
Tidt kan man fristes til at raabe:
Sikken en Verden, man dog lever i! :|:
Naar en Berider Bryllup holder
Og man begraver en Artist,
Slaaes Damerne med Parasoller
I Kirkens Stole — det er vist,
Men ellers overmaade trist. :|:
Der bruges baade Mund og Negle,
Men, naar Bataillen er forbi,
Saa
Siger man — det kan ei feile — :
Sikken et Rappenskraldecompagni!:
Naar Synet af en Eqvipage
Og saa en kongelig Lakai
Kan lave en complet Ravage
I hele' Byen og Staahei
Paa Gader og paa Alfarvei,
Saa siger jeg nu: Tak for mig!
Publicum samler sig i Klynger,
Sjofles af Ordenspoliti;
Men
: Saa er det tydeligt, man synger:
Sikken et Snobberi, man lever i!
Og naar Theatrene nu taaler,
At Stykkerne, de bringer frem,
Skal for en Aandens Undermaaler
Nu vises frem og vises hjem,
Saa siger jeg, at den er slem,
Ja, den er overmaade slem!
Hvor er hin Censors Competence?
Hvor har han viist os sit Geni?
Nei!
Lad os kun synge den Romance:
Sikken en Verden man dog lever i! :|:
Dog, seer man saa paa vor Regjering,
Hvordan den vogter vor Moral,
Vor Kirkegang og vor Servering
Af
01
og Snaps og af Chloral,
Carbol og Sligt, der volder Qval,
Saa si’er jeg: den er ideal!
Det er nu Noget, som jeg skatter,
Al denne faderlige Færd.
Ja!
Atter jeg siger saa og atter:
Det er en deilig Verden, denne her!
Atter jeg siger saa og atter:
Det er, ja, det er en deilig Verden, denne her!
Landbodelegeretmøde.
De samvrøvlende Gaardmands-
foreninger afholdt igaar deres aarlige
Delegeretmøde i Vestersmørumnedre,
Efterat P er La rsen fra Snyd-
strup havde aabnet Mødet, taget en
frisk Skraa og udseet sig selv til Ord-
forstyrrer, holdt M ikke l Sogne
foged af Snøvlerød det indledende
Foredrag omFaarenes rationelleMalk
ning. Faaremælken var et Produkt,
som Landbruget hidtil i sørgelig
Grad havde undervurderet, men i
den haarde Concurrence, som skyld
tes Udstillingen i Chicago og alt det
andet amerikanske Djævelskab, vilde
man blive tvungen til at lade Faare
mælken rykke Komælken til Undsæt
ning. For at undgaae forøgede Ud-
gifter til Folkehold kunde man lade
sine Børn malke Faarene, ligesom
de kunde die disse istedenfor deres
Mødre; det var altid en Besparelse
af Sulet. Taleren havde en fireaars
Dreng, der hed Peter, og han kunde