326 / 433
3 1 8
En ny og mærkværdig Vise
om to Herrer i Aanderncs R ige, der af et Par
_»Kæmper« bleve lavede til Bankeaander.
M el.: Peder Skjøt.
H e r fornylig to Studenter
Paa en Politistation
[ Si g
nok henter
En antagelig Portion.
Men et saadant Tractement
Passer ei for en Student.
Hundset blev de der og haanet,
Chicaneret kort og godt;
Heller ei de blev forskaanet
For at sidde i Cachot.
Begge Skuder sad paa Grund
Til den lyse Morgenstund.
Faderen Justitsminister’
s høire Haand er saa omtrent.
' Han blev overmaade bister,
Saa en Klage blev der sendt
Politiets Directeur
rOver hele den Malør.
Selve Ordensinspecteuren,
Ret en drabelig Person,
Brød sig Pokker om Maløren,
Nei, den kjære Exdragon
Satt’ sig paa den høie Hest,
[Hvad der ikke klæ’er ham bedst.
Men det er jo let at fatte,
iAt det kom han daarligt fra;
Ned af Hesten han mon dratte,
Som han før er drattet a’.
Hans Betjente — sikken Svir! —
Afsked fik paa graat Papir.
Da Herren lod Bladet falde og et Par Minutter
lod Blikket svæve rundt om Hjørnet af det nittende
og tyvende Aarhundrede, gik jeg lien til ham og
i. ffi1)
De fjeldhøie .
Jeg har taget Plads ved et Bord i Restauranten
og kigger længselsfuldt hen til en Herre, der sidder
og driver over den Avis jeg netop har Lyst til at
læse. Por ikke at risquere en Proces med Hr. Alberti,
vil jeg strax tilføie, at Bladet ikke var „
Dannebrog
“.
„Tillader De, at jeg ta’er
„Politi/een“ ?
„Ja da!“ sagde han, „ta Dere kuns fra. Det er
ikje „
Verdensskank
“, og alle andre Blader er det rene
Skidtet det."1
Saa siger jeg paa mit bedste Svensk:
„Jag tackar mjukast, och har har jag
„Snaliposten“,
om Ni, min okanda Bror, tyeker . . .“
Manden sprang op og sparkede tre Borde, en
Stol og to Hatte over Ende. Saa dundrede han paa:
„Naa — saa! Jo, det var greit, det! Nu vil ogsaa
Dansken tale Svensk til Norsken. Men det faar bli
Løgn, lel! Det stouteste Folk paa den hele Jord, det
er Fan han rundhjule mig vi Nordmænd, og hvad
siger han, Bror min, om Fjeldene vore . . ?“
Jeg svarede spagfærdigt:
„Ja, I Nordmænd har nogle bratte Næser og bratte
Fjelde.“
„Ikke sandt, det? Er det ikke d’ ikke det? Men
hemete i Danmark er Alt saa fladt. I er allesammen
saa herrensuhjælpelig nissesmaa. Norsken, min Bror,
han har Fjeldenes Granit i Næsen. Ut af Unionen,
ut med Storsvensken, ut med de fule Farverne, de, der
er malet paa Flaget vort! Paa egne Bener biir gamle
Norge til en Stormagt, og ikke det med Storarmeer,
men i Længden og Høiden.“
„Det er rigtigt,“ sagde jeg, „tag den bare i Læng
den og i Høiden, saa gaaer det nok.“
„Ja, er det ikke saa, Broer? Men I Danske veet
hverken ut eller ind. Med det Flæsket og Smørret,
som Dere sender Verden rundt, tror Dere at fjeldhøine
Nationen. —For Fedteri det!—Nei,reentFlag, Stortanker,
Ørneflugt, stoute Drømme paa de nøgne Fjeldene,
Tankeflugt, der bærer hort over Vidderne . . . Det er
stort, det, men det er norsk! I Danske maa bort ifra
alt Jeres Smaatteri . . . bort mod Høiden, den gamle
Norge, Verdens ældste Rige styrer imot med B jø rn
stje rn e som Styrismand.“
Nordmanden stak af, draperende sig i sin folderige
Havelaage; jeg tog mig et Glas Portvin med Ango
stura.