322 / 433
3 1 4
.
. _ _ _
Paa Mandag som den første i October
Vi samles atter med de vise Mænd.
Det bliver vist en overmaade proper
Session, mod hvilken her vi stile hen.
Man vil nok først og fremmest være sober,
Paa Drikkeri der holdes skal igjen.
Naar Øllet her iforfjor fik sin Klapsen,
Saa er det denne Gang, det gjælder Snapsen.
At Enigheden grumme let kan vælte
Paa dette Spørgsmaal, det er saare klart.
Vi veed, at der er mange gamle Helte,
Der, hvor det gjaldt om Snapsen, kom i Fart.
Og ikke let de vilde sammensmelte
I Spørgsmaal af saa delicat en Art.
»Vi vil ha’e en maneerlig Snaps til Farsen!«
Det siger iblandt Andre N. J. Larsen.
__
Motto:
"Gud veed, hvor nær man er med Enna
Og Enden med Kleopatra!
P u n c h sendte for et Par D age siden en del
tagende Medarbeider ud til Hr. E n n a , der har søgt
Ly for Stormen i »Stormly« paa Frederiksberg. Vor
Udsending beretter:
Vi traf Hr. En n a siddende med den venstre
Haand paa Klaveret og den høire paa Skrivebordet,
i Færd med at læ gge den sidste Haand paa den syttende
Omarbeidelse af » K l e o p a t r a « .
Efter Opfordring satte vi os behageligt til Sæde
paa en Stabel Maculatur, bestaaende af de
127
fore
løbige Udkast til den verdensberømte Opera.
Og der er andre Spørgsmaal, som er fremme
Og sikkert komme under strid Debat.
Man vil ei Politiskandaler glemme,
Og der vil det vist neppe gaae saa glat.
At Ulvedalens Skandser ere slemme
Og let kan hindre al Forsoning brat,
Det kan man let nok forudsige, om man
End ikke just er Storaugur og Spaamand.
At Høgsbro ledes af sin egen Genius
Til et forborgent Sammensmelteri
Med Gruppen: Jacob Brønnum von Scavenius,
Det kan der muligt være Noget i.
Men selv om baade Secher og Borchsenius
Vil støtte dette gode Compagni,
Saa bliver det dog neppe vist til Alvor —*■
N’u et Velkommen for det næste Halvaar!
»Her sidde vi Alle vel, sagde Katten, han sad
paa Flæ sket,« sa’e jeg .
»Saamænd«, svarede Componisten med et tung
sindigt Smil.
»Selv sidder je g foreløbig mellem to
eller flere Stole.
Man kan ikke mere stole paa
N oget her i Verden, ikke engang paa sine egne Af
taler«.
»Det gjør os m eget ondt«, bemærkede vi. »Navn
lig dette med E i n a r C h r i s t i a n s e n . Det var en for
bandet Historie«.
»Ja, ikke sandt? Men han maa vel ikke være
tilfreds med sin Text — naa, det var je g forresten
heller ikke. Nu har je g henvendt mig til H e l g e
R o d e om at skrive en ny«.
»Han er Manden«, indskød vi.
»Husker D e hans
enestaaende »Vers« i »Politiken?«