319 / 433
3 1 1
Men der findes i Bogen en Pære, som hænger
saa hoit, at han ikke kan naae den. Den Pære er hans
Yens Kone. Og hun vil ikke lade sig plukke, for hun
er moden. Hun modnes først, da hendes Mand, der
selvfølgeligt er Digter over en lav Sko, stikker af og
lader hende hænge, medens han selv gaaer ud i den
hlaa Verden for at søge nye Pæretræer.
Ellers er Livets Træ det Samme som Dødens Træ.
Den, der bliver ved at æde Pærer, er en Dødens
Candidat.
Dette er da Bogens dybe Symbolik, at Liv er det
Samme som Død, at Dag er Nat, at sort er hvidt og
grønt er gult. Menderfor bør allePæretræerhuggesomog
alle symbolistiske Digterhelte hænges, for at der kan
opvoxe en ny Slægt af Æbletræer og Ynglinge med
Stivelse i Knæerne.
Historien om Livets Pæretræ er et digterisk Stor-
væi’k af høi Rang. Dets Plads er midt imellem Michael j
Gjørups og Christian Johansen Homums historiske
Romaner og Rosenkildes Vrøvleroman. Foi’fatterens
Hoved er den møreste symbolistiske Pære, der voxer
i Danmarks TJrtegaard.
Foraarsgrønt.
Køvvenhaun, d. 2odes Siptæmber 1893.
Kære Ven!
Nu ve jæ grive Pinden aa laje dig hvide hvor-
dang a det gaar hernere paa Danmargs flade Sledter
siden Sommerfjeren. I Skolien æ je bleen siddendes
i samme Klase, faade a Lererne æ umulie som Pæta-
goker, men jaj er lie glaj i bække Enner for de er
dov i Livet a man ska leve naaed og igg e i Sgolen,
aa je ska nog sæl sørre for min Ujdanelse ve a lese
di Blaje, som je snopper fra min Gamles Baglaamme
uje i Kaaridoren, Som han næmli igge har maaralsk
Moed til aa ta ing i Stuverne faa Katingas aa Amaljes
Skyl aa saa sæller je dem baetter, naar je sæl ha lest
dem.
Mend nu ha je danet en ny Skolie, det ve sie
forstaar du en Dekterskolle som ska være naaed i
Rædtnin af ham
B odddæ re
aa
P aul Véling
aa ska
heje »Pasijænterne« faade vi sitter paa vorses Porgram
at de æ skit mæ de Hele aa adt Samfunnet æ mørdt
og stødt paa Skalden saa de æ gandske ingkurapel
aag Livvet er ig ge vært at slæve paa faa Mænsker a
maadærne Rædtnin. Je æ Mæster for Skolien aa har
allereje 6 Tehængere aa vi skrivver allesamen Værs
’ te
Polleteggen-
Mend sæl ha je skrevven en hel Bonke
Slæmninger som je nog hober adt
Ja kko p Mangssa
ve
værre Forligger te, naar ad je faar
Johandesjørresen
te aa sk riw e et Faarort te Boven.
Lame nu hvide om du ve sludie daj te min 'Skolie
ø g værke faa den. aabbe i Norreje, mæn du ska kons
ta gaadstæ Önge
ok
«, faa di Gammele æ naaen rene
fagidioter.
Ve in ligge Hærge te ves. du begønner paa a
defate, a w a r es Bækterskoile slets inte bryjer sej om
Rædtstm-iiinen aa vi ha sadl paa vorses Porgram, a
a ll Rædbfarinmi kane æ te faar at forsinge Talænd-
I
dern.estljw eging.
II* lelsn.iog din
E jn a r
j ø r r e n sæn ,
Diktér.
A s s e s s o r e n .: Jfviiå er le t ,
— har De nu igjen
banket Deres
Kone ?
— Jæ .g æ r e jo in te Andet, end
hvad Assessoren
sæl sa’e.
jæ skulde.
A.: H vad
for noget, har
jeg
sagt, De skulde
banke
D eres Kone?
— Ja, Assessoren. smVjø, hun skulde ha’e en orden
lig Omgang.
Olaf Pou lsen er bleven malet af S lo t Møller,
og der skal være „en Mulighed“ for, at Billedet, der skal
være meget ligt-, kan komme i det kgl. Theaters Eie.
— Tænk, hvilken Ulykke, om denne Mulighed skulde
glippe; det vilde dog være enævig Skam og Skjændsel
for Nationen. Vi ville derfor indbyde til en National-
subscription til Erhvervelse af Billedet for det Konge
lige. Subscription modtages paa „Punch“s Contoir.
*
K ie l & L angstedt skulle have erhvervet Forlags-
retten til K r oy er s „badende Drenge“. Hvilket Svine
held! Det maa være omtrent det Samme som at vinde
den store Gevinst i Lotteriet. Vi forstaae forresten
ikke, hvorfor d’Hrr. ikke med det Samme have sikkret
sig samme Kunstners elskværdige „Hattemagerdrenge“.
„Dieser Glieder Gotterpracht“ burde virkelig have al-
meen folkelig Udbredelse.
Brevkasse.
Snaftafut.
Det mesopotamiske Sprog er et under
ligt Sprog.
En gammel Herre.
Vi nære vel Respect for Alder
dommen, men ikke i den Grad, De forudsætter.
Med dette Nummer følger et illustreret Annonce-Tillæg.