314 / 433
3 0 6
Mel.:
Farvel, Du gamle Tivoli,
Nu har Du fyldt de Halvtreds,
Nu kan Du jo ganske roli’
For denne Gang være tilfreds.
/Hvor har Du dog jubileret!
Men det, Du gav os at see,
Har nærmest repræsenteret
Sparsommelighedens Idee.
Du Vented’ ved Jubelfesten
At skabe fornyet Liv,
Men Virkningen, den blev næsten
En Smule for negativ.
De »Gamle Minder« trak Mængden
Igjennem Din røde Port,
Men, leve paa Minder, i Længden
Det duer nok ikke stort.
Du holdt Jubilæums-»Essen*,
Og det til den mørke Nat,
Hvor Watt han talte for Pressen,
Og Carstensen talte for Watt.
»Hurra for Institutionen!«
Raabtes der høit og tit,
Paa Jublen satte det Kronen,
At Tractementet var frit!
Tivoli, Du har jubileret
Baade paa Hellig og Søgn,
Med Hyldest blev Du feteret
Ved Gilder Døgn efter Døgn.
Farvel da, Du gamle Tivoli,
Nu lukker Du Portenes Fløi.
Sæsonen var slet ikke »doli«,
Med Glands Din Rigsort Du strøg.
Ligbrænding.
Den Frederiksbergske Retfærdighed uar givet Til
ladelse til, at man kan lade sig brænde her paa Jor
den uden derfor at skulle være pisket til at brænde
paa et vist andet Sted i et længere Tidsrum. I Hen
hold til Frederiksbergjustitsen kan man godt brænde
af i Folkekirken, og en Mand, der er død, behøver
ikke at erklære sig for Hedning, fordi han ønsker at
freqventere et Crematorium. Et Lig har nu ikke læn
gere nødigt at gaae omkring og ringe paa hos de stærkt
optagne Præster uden at opnaae Andet end at blive
sparket ned ad Trapperne, naar det siger, at det vil
brændes. Nu kan en Afdød bare lægge sit Kort hos
Pastor Carsten sen , saa er han der strax med en
Tændstik og et dertil indrettet Ritual, som prompte
besør'ger Andrageren gjennem Fasanveiens Skjærsild
og videre fort, hvad enten det nu er op eller ned.
Hr. Carstensen vil herefter blive en søgt Mand.
De afgangne Medlemmer af Ligbrændingsforeningen vil
troppe op udenfor hans Kirke paa Kong Georgs Vei
for at blive expederede. Selv om de optræder i Folke
kirkens Klædebon, saa gjør det ikke Noget; Carsten
sen er Mand for at tumle dem endda. Han deler ikke
de andre Præsters Rædsel for at overvære en nem
lille Ildebrand, og hvad det angaaer at give sine
brændende Klienter et passende Pasord med paa Rei
sen, saa skal heller ikke dette manquere.
Noget anderledes stiller Sagen sig, hvis Pastor
Carstensens Navnefætter blandt de kjøbenhavnske
Redacteurer en skjønne Dag kommer anstigende med
et lille Bladlig under Armen. Præsten vil da ræson
nere paa een af to Maader: Enten vil han sige, at
der ikke er saa lang Tid tilbage, at det er værdt at offre
en Tændstik paa Skroget; eller ogsaa vil han gysende
lukke sin Dør i for Næsen af det hedenfame Blad med
den Bemærkning, at han ikke giver sig af med at