9 / 433
2
E t H e rku le s -A rbejde.
H o s en erkjendtlig Efterslægt bevares
Det trofast, hvordan salig
Herak les
Lod
AuGiAses
Staldrum vederfares
En højst nødvendig Renselsesproces.
I Referatet heraf aabenbares,
A t der af Skarn var Millioner Læs,
Saa først, da han en Syndflod arrangered',
Blev samme Stald tilbørlig renoveret.
Hvis denne højærværdige Atleth
Sin Praxis havde havt i vore Dage,
Saa havde han ved Se i nen s Bredder set
Til hin antike Stald en værdig Mage.
P a a F o re læ sn in g .
Glædeligt Nyt-
aar, mine Herrer
og Damer! Bare
De maa faa skatte
fri Lejlighed til at
plukke endnu flere
af Glædens Roser
i det ny end i det
gamle. Det sidste
gik nu heldigvis sin
Vej, da det mær
kede, det blev for
ældet, saa det kan
følgelig ikke høre,
hvad vi staar og
siger om det. Det
kan jo ikke nægtes,
at det havde
slemme Synder paa
sin Samvittighed.
Hvis De havde moralsk Mod til at gennemlæse den sidste Aar-
gang af P o litik e n — den om Kjøge og Bælum og Middel
fart — saa vilde de faa Syndernes Mangfoldighed at skue.
Sorte er Synderne som selve Negrene, der skrev dem ned i
det af Lucifer anerkjendte uhyrlige Sprog. Til al Lykke er
det kun en enkelt af dem, jeg i Dag nødes til at beskjæftige
mig med. Men den ene kan være slem nok at omgaas. Mine
Herrer og Damer jeg mener
Mund- og K lo v -S y g en .
Denne fæle Sygdom har i Fjor grasseret frygtelig over
alle de Byer og Lande. R itzau har ikke bestilt andet end at
skrive Biografier og Nekrologer over de angrebne og afdøde
Kretur, og hans sørgelige Traadberetninger har været Bladenes
røde Traad, der dog til sine Tider blev slemt indfiltret i Panama-
Den tredje Republik, som Glans har spredt
Med Frihedsfanen ove r sine Tage,
Har under dem ophobet Skarn i Masser,
Ikke just Ko- men tømte Pengekasser.
Hvad kan det nytte, den har vundet Sejer
I Tonk i n og med ædelt Frihedssind
Banket en raa, barbarisk D a h ome y e r
Lidt Civilisation i Kroppen ind,
Naar for sin egen Dør den aldrig fejer,
Men lever paa politisk Rænkespind,
Hvor aldrig bunden blev af Statens Hersker
Munden paa den Politikus, som tærsker.
Fuldt er nu Maalet, rent ud sagt, af Møg,
Der langtfra dufter som det rene Væsen;
Det brede Publikum gjør voldsom Støj,
Imens det fine holder sig for Næsen.
En Bombe springer hist med Knald og Røg
Og fordrer hurtig Ende paa Fadæsen,
Mens her en Deputeret anbefaler
A t drukne Ondet i en Strøm af Taler.
Vel melder her sig daglig Herkulesser,
Socialister, An- og Monarkister,
Bonapartister, ja selv Boulangister
Og andre Folk med alskens Interesser;
Men deres Kraft er kun det rene Klister,
De savner, naar til Storvask man dem presser,
Det rene Skyllevand paa deres Mølle,
Som var i Forbund med
A
lcidens
Kølle.
og andre Skandaler, som ogsaa skulde have Plads. Som Ouver
turen til Mund- og Klov-Sygen opførtes en Snivekomposition
ovre i Sydfyn, men den blev taget ud af Repertoiret af en
snivekyndig Mand, som enten var Professor Andersen-Bang
eller en anden B an g, dog ikke den haabløse B ang, for den
Bang var den Gang over alle de høje Fjælde ligesom hans Muse,
hvis han nogen Sinde har haft saadan ét Væsen, hvad der er
god Grund til at betvivle.
Mund- og Klov-Sygebacillen er det des værre endnu ikke
lykkedes at bræmse.
Den gaar fremdeles løs og løber fra
Gaard til Gaard som en vandforskrækket Hund.
Bacillen an
griber med Forkærlighed mund- eller klov-bærende Individer
af Slægten Oxe. Men det er desuagtet en Misforstaaelse at
tro, at Bacillens Bestræbelser alene gaar ud paa at blive sat
paa Stald og faa Havre. Somme Tider gaar den ind i Stuerne
og binder an med Individer af højerestaaende Racer.
Paa dem er Virkningen sært forskjellig. Hos nogle Ex-
emplarer aabenbarer Mundsygen sig som gemen Tandpine, me
dens Klov-Sygen sætter Skud i levedygtige Ligtjørne. Hos
andre bliver Mundsygen til Snakkesyge, og Bacillen kaldes da
Vrøvlebacillen. Den trives især i repræsentative Forsamlinger,
saasom Rigsdage, Byraad og Sogneraad. Det bedste Mid
del imod den er at at lade den Angrebne læse et stenografisk
Referat af, hvad han selv har sagt. Klov-Bacillen lever ikke
blot i Stalde og Stuer, men ogsaa paa Kjøbenhavns Brosten,
hvor den sætter sit Mærke paa alt, hvad der henhører under
Begrebet Benologi. Paa Landet vil Bacillen faa Ben at gaa
paa, for dér er man efter den. Men her i Staden, mine højt
ærede Tilhørere, protegeres den af Magistraten, der synes, det
er pietetsfuldt at hevare det Dyr. Naar Bacillen er bleven træt
af at garf paa Gaden og fare Fok i Benene, længes den efter
et Hoved som Operationsbasis og gaar sig en Omgang op paa
Daad- og Romhuset og smitter Repræsentanterne. Men Fædrene
modtager naadigst de smaa Gæster — det er jo deres
Adoptivbørn.
Mine Herrer og Damer, nu slutter jeg. Ellers kunde De
falde paa at sige, at ogsaa jeg har Baciller.