12 / 165
FORORD
En Dag, som jeg sad i mit stille Hjem
og keded’ mig reent ustyrligt;
da dukked’ der for mig et Minde frem,
som syntes mig heelt eventyrligt.
Men alt som jeg tænkte og grundede paa
hvortil dette Minde mig førte,
at skrive det op, ja, det kunde jo gaa!
naar blot ikke istaa jeg kørte;
thi der kom flere, hvad skulde det til?
min Fred og min Ro kom i Fare;,
det var ei saa lidt, der stod paa Spil,
min Selvkritik, ja, vidste jeg bare
om ogsaa jeg evned’ at forme det frit,
hvad der kunde mig ligge paa Sinde,
at ei jeg tog feil af »mit og dit«,
at ei jeg skrev væk i Blinde.
Det blev efterhaanden mig aabenbart,
at meget jeg kunde berette
men gøre det saadant, at ret og klart
der blev vidnet om hiint og om dette.