13 / 165
F O R O R D
Og saa tilsidst: hvad bryder sig om
en Læser dog vel det at høre
om mine Meritter, om hvad der kom
paa min Vei, hvor den maatte mig føre.
Men af Minder myldrede frem en Hær
i Dage og Nætter lange;
men aldrig njoget, jeg ei havde kær
og Intet, hvorfor jeg var bange.
Og som jeg med Tankerne tumled’ og stred,
bestandig sa’e: skal og skal ikke!
saa kom da Hjælpen, som mest jeg sled,
med Trøst og med kærlige Blikke:
Min Hustru, som hjem fra Byen kom
og traadte saa glad ind i Stuen,
saa strax, der var noget iveien, som
mig trykked’, resolut sagde Fruen:
»Men Far! hvad er der i Veien? hør
sig mig, skriver Du Minder? —
bliv bare ved, som sig hør og bør,
det gaar nok, det hurtigt Du finder.
Du har Kærminder, en talrig Flok
af Glæde, Lykke og Gammen,
og var der dem, der var fattige nok,
vi deelte dem troligt tilsammen.
Ei heller vi glemte hvorfra de kom
og hvorhen vi Takken mon sende;
skriv Du kun trøstigt og lad som om
Enhver tør dit Levnet kende.«