10 / 425
3
den fjerde Fyr. Han saa voldsom forsoren ud, med
Søstøvler og Sydvest! «Op og ned med Humøret!»
sagde han. «National den ene Dag og radikal den
anden Dag, Rejsen om fra det ene Standpunkt til det
andet, snart hos Fer sl ev og snart hos Larsen. Det
eneste faste ved mig er min Digtergage. Jeg har
Trefoldighedskanonen i Kofferten. Nu lægger jeg ud
igjen — jeg har snart lagt mig ud med hele Verden!»
— Det var Holger Drachmann.
Saa kom Frøken Herman Bang ud af Vognen.
I Ulster-Coat med Haaret ned i Panden, og saa duftede
han af Patschouli, saa
Punch
maatta holde sig for
Næsen. «Kjøb min lille Roman1* sagde han, det var hans
Nytaarshilsen. • Han var sød! Og Journalist var han,
ikke oppe i Bladet, nej, nede i Kjælderen gik han og
sang Variationer over vexlende Themaer, med Fistel
stemme til sin egen og de unge Damers Fornøjelse.
Men i Baglommen havde han «Haabløse Slægter« for
Herrerne og moralske Tendenser for de gamle Tanter.
«Nu kommer
Dassavisen,
den glade
Dassavis
!»
raabte de inde i Vognen og saa kom
Dassavisen.
Den
sagde selv, at den kom fra Amerika, men det var en
Ånd. Den var født i Læderstræde, det kunde man
tydelig høre paa Dialekten. «Væk med de National
liberale !• raabte den og saa kastede den en Haandfuld
Rendestenssnavs ind ad det ferste det bedtte Vindue.
Det var dens Maade at være gemytlig paa. «Æh
Hurræh!* skraalede den. «Hæng bare i Kjøbenhavner!
Tre øre! — Røverkjøb!« Og saa piftede den i sine
smaa sorte Fingre, saa
Punch
maatte give den en
Sansekage for at faa den til at være artig.
Saa kom Doktor Georg Brandes. Han havde
noget Uldent om Hovedet.
Punch
trode først, det
var, fordi han led af Hovedstrømninger; men det var
Martyrglorien, han havde faaet pudset op i Berlin.
«Taine er Taine,» sagde han, «og jeg er hans Profet!»
«Ja De er saamæn heller ikke agtet i
Fædrelandet
,»
sagde
Punch.
Bagefter kom lille Doktor Eedvard rendende.
Han havde glemt sin Døbeseddel, men tilbød øje=
blikkelig at sværge ved alle de tolv Stammer og en
hel Del andre Formularer paa, at han var en god
lille Langelænder, og gjerne vilde hve Universitetet
over Ende og bygge en Høj-Skole eller et Præst®"
Seminarium i Stedet.
Saa lod
Punch
ham slippe ind, han var altfor
glat til at holde fast paa.
Saa kom Ark i t ekt en , Kuns tneren, det fik
Staden Kjøbenhavn og Kunstakademiet at vide. Alting
blev revet ned og bygget op efter hans Hoved, men
dejligt, naar ban vilde det. Og der blev sat Statuer
omkring paa Pladserne, det pyntede, og Pynt havde
han øje for. Mester fløjtede for de Store som den
sorte Stær, var en flink Arbejder, men ikke heldig som
Rigsdagskandidat. Her stod han med sit Vaterpas —
andet Pas havde ban ikke.
•Ja
Dem kjender jeg Hr. Etatsraad Meld ah 1,»
sagde
Punch og
lod ham passere.
Nu fulgte Geografen, der tillige kunde docere
Botanik og skrive i Aviser, ja endogsaa forstod sig
paa Astronomi. Han var meget ivrig for at blive
expederet lidt hurtig for at kunne komme tids nok til
Nytaarskuren. «Man véd aldrig, hvad der kan vanke,»
sagde han, «naar man bare er Diplomat og forstaar
at spille sine Landkort fint.«
•Og saa være godgjørendes,* sagde Kommerc s-
raaden og tog Er s l ev under Armen. «Man maa
være usigelig godgjørendes, og saa sætter de mig dog
i Avisen! Jeg har givet 2 tusi nde Kroner til en
Nordpolsexpedition, hvis Nogen
vil
være saa
gal
at
vove Liv og Helbred, saa véd jeg, jeg bar gjort mit,
og desuden har jeg givet Sølv — meget Sølv —
paa
Skydebanen, og jeg er ikke nær saa rig, som Folk
siger, men Enhver har jo sit Kors og
gid
jeg havde
tyve!« Og saa gik han ind.
«Fan’ hakk’e mig! Her kommer Storfoik!« sagde
den Tolvte. «Jeg kommer lige fra Amerika jeg!
Og jeg vil slaa jer Alle i Mas, vil jeg — for jeg er
Republikaner er jeg, og kommer med blanke Dollars
og nye Ideer i BuxeSkken gjer jeg!» — og saa tram
pede han Alle de andre paa Tæerne og storhaukede og
skratio, saa Ruderne klirrede. — «Bum!» sagde
Punch
P
«nu slaar vi Porten i, de Andre maa vente, for de Tolv
er Hædersgjæsterne. De
skal
komme paa Tapetet, En
for En, Frøken Herman
Bang,
vil De behage at
lægge for!» —
Og
saa kom det første Nummer od=
Naar
et
Åar er omme,
skal
jeg sige
Dig,
hvad
de
Tolv har bragt Dig, mig’ og os Åliesammen. Na
véd jeg slet
ikke
og
de véd
m
fe nok heller ikke selv,
— for d«t
er
m
underlig
Tid, vi lever
i.
S k u r e t .
Mel : En
enlig
Fugl adi «il Bur.
i heatret med sit grimme
Skur
Hver Hjælp og Støtte røvet
Som Fattigper
af
sin Natur
Staar ensom og bedrøvet.
Langt bedre egen Skorpe gnave
End pyntes op med Rigsdagsguld
Og
blive C h r e s te n s
Slave!
Skal ikke af
„ ^li-ils e&zcchs
En Skjærv Theatret rækkes,
Naar ti! •Missionshus» strå* parat
Tolvtusind Kroner isegges?
Ja, kunde ej de
vise
Fædre,
Der raade over «Stadens® Vel,
Her have raadet bedre?
Thi hvad har «Staden* med «Mission»
Og med det Hus at skaffe,
Hvor ind der proppes Religion
Med Salvelse og Kaffe,
Hvor Pietismens
sorte
Skare
Sig lægger tungt
paa
Folkets Bryst,
Ret som en Nattemare?
Men gamle
H o lb e r g s
nye Hjens
Ved
E h lx r s 's
stolte
Gr.deFor
hver en Fremmed
viser
frem
En ynkelig
Facade.
O M k lø a h l, vend dit
Kunstnerøje
Fra
C a r ste n s , J a co b sen
og
S te in ,
Og vov
for det din
Trøje!
Missionens Hus bli'er sBrock *ensbod
Ved Magistratens Flothed,
Men Skuret stod, hvor før det stod; <=»
Ak, faldt det Skrammel blot ned!
Kun som er. Smagens Ulfeldtsstøtte
Til «ævig Skændsel, Spot og Spe*
Det gjør endnu sin Nytte.