9 / 425
2
Bifaldetvundet egforsvundet
(En Stemning.)
'en Gang, da liden
K r a b b e
sad
Hos
C h r e s t e n
og red Ranke,
Var han i Venstres
Morgenblad
Partiets stadige Tanke,
Vel havde mangen Fører vidst
Sig Folkets Ros at sanke;
Men K rabbe var dog først og sidst
Vort
Venstres
stadige Tanke.
D@
C h r e s t e n B e r g
lod Guldur faa,
Gav
Z a h le Lov
at pjanke
Og
B a je r
med, men
K rabb e
laa
I deres stadige Tanke.
Til Formandspladsen de ham bar,
Trods
B r ix ’
og
B i l l e s
Anke,
Og
K rabbes
KlokkerenibecT var
Vort Flertals stadige Tanke.
Naar Klokken i sin Haand han tog,
Af
Skræk mon Hjerter banke;
Det Slag, som han for
„Danmark
a
Var Højres stadige Tanke.
Mod Højres alt for hvasse Spyd
Var Klokken Værn og Skranke,
Og Klokkens Lyd var Venstres
Dets kjære, stadige Tanke.
— Men da der for Hr.
B e r g s
Parti
Paa Ho’det monne vanke,
Blev opsagt
K rabb e s
Herberg i
Hans kjære, stadige Tanke.
Det Formandsvalg, som først og sidst
Var cSammenholdets» Planke,
Har godtgjort, at Familietvist
E r
C h r e s t e n s
stadige Tanke.
Ved Alt, hvad kjært og helligt er,
Ved Stemmesedler blanke
Hver Radikal nu Blodhævn svær’
Sin kjære, stadige Tanke.
Tolv med Poeten.
(Frit efter iL G. Arders en.
var Smagende Frost, støerneklart Vejr, blikstille.
«Boms!» der slog
Margengnavet
en Potte paa Doren.
«Pjaf!» der sked
Axelotto
Nytaar ind med en Svine-
hlære. Det var Nytaarsaften; nu slog Klokken tolv.
•Tr|teratra 1* Der kom Posten. Den store Flytte
vogn fra Hotel
du
Nord holdt udenfor
Punch
?s Der.
Den bragte tolv Rejsende. De vilde fra den gamle
Aargang over i den nye.
Hvad var det for Personer? De havde Pas og
Rejsegods med. Hvem var de Fremmede, hvad vilde
de og hvad bragte de?
»God Morgen!» sagde de til
Punch
, som stod i
Deren.
«God Morgen!» sagde
Punch,
for nu vidste han,
hvad Klokken var slaaet «Deres Navn? Deres Stand?»
spurgte han den, der først traadte ud af Vognen.
•Se i Passet!» sagde Manden. «Jeg er jeg!»
Det var ogsaa en hel Karl, klædt i hvidt Halsbind,
sort Kjole og Briller. «Jeg er den Mand, hvem
gramme Mange sætter sit Haab til. Kom i Morgen,
skal Du faa Statstilskud! Jeg kaster Kroner og Orer
i Grams til Skolelærere, giver Jernbaner og stormer
Taburetter. Mit Foike-Ur gaar bare lidt for gesvindt,
saa Tiden kan hverken følge med det eller med mig.
Men det er Tidens Fejl. Jeg er forhenværende Konge
af Bogø og hedder Chresten Berg.»
Saa kom den Næste, han var Lystigmager, skjønt
han havde Pibekrave om Halsen og en Folke-Harpe i
Haanden, han var Direktør for al Slags Grinagtighed.
Hans Rejsegods var en tom Tønde.
«Det er Venstres Vaabenmærke,» sagde han, «den
skal vi slaa Ministeriet af til Fastelavn
l
Tip tap Tønde!
Saa kan Chresten begynde!»
•De maa ikke skraale saa højt,» sagde
Punch.
«Jo vist maa jeg saa,» sagde Manden, «jeg er
Hjerte-Skjald i Danne-Vang, og mit Navn er Peter
Christian Zahle!»
Saa kom den Tredie. Han saa ud som Gift og
Galde, men han knejsede, for han var Statsrevisor, og
det er det vigtigste Embede i hele Landet. Hans
Rejsegods bestod i en Ragekniv, men den var bleven
noget forhakket og rev slemt, siden den Gang han
vilde barbere baade Næse og Øren af Grev Blæs en-
borg o? selv blev sæbet saa gyselig ind. Han begyndte
straz at disputere.
«Hørup! Hør op!» raabte den Fjerde og stødte
til den Tredie. «Hørup! Hør op! Ind ad Døren, her
er Pnnsch! jeg kan lugte den!» Men det var ikke
sandt, han vilde narre ham April, dermed begyndte