163 / 425
MKnrald S c h iø d te
,
Nr. 223. E n B a r b e r s t u e . Her har vi igjen et
voldsomt Geni. Det er en rigtig Nutidskunstner, som
tager Livet- Uge i Kværken og spænder Ben fo r det og
siger til Tilværelsen, at den gjør bedre i at la være og
mukke, hvis den ikke vil have paa Gummerne lige paa
Sekunden.. D er er baade Solskin og Skjødskind og Sæbe
skum og
Pt-tuiu optimum
og Naturalisme og djærvt folke
ligt Skandrupsk Smaafolkeliv i det Stykke. D et er et
rigtig Svendestykke. Naar bare den Hund ikke saa saa.
melangtrovrig u d ! Men den har kanskesens været oppe og
høre Doktor Pingel præke om Wergeland i Dyrebeskyt
telsen og kan ikke hitte ud a f Sammenhængen mellem
Wergeland og Kammcrraad Lembcke.
J .
Sonne.
Nr. 241. S o m m e r n a t . P r æ s t e n b l i v e r h e n t e t
t i l e n S y g p a a d e n a n d e n S i d e . Og det er natur
ligvis til Malkepigen paa den anden Side, ogsaa a f
Sonne, fo r hun er jo rigtig nok meget daarlig. Sonne
kan jeg fo r Resten godt lide, det er Stykker med Slag i,
han maler, og det er ogsaa en rigtig realistisk blegnæbbet
Heldøre a f en Præstemand, han har lavet her. Han er
efter Dr. Brandes Recept. Og saa har han Søsyge og
Vandskræk oven iKjøbet, saa han er ganske bleggrøn i
Ansigtet, den Landkrabbe!
F .
M
j
. S t ø r e * .
Nr. 243. F j e r n t o v e r H a v e t k l i n g e r H a v
f r u s ang . Jeg vil lade mig rive til Zinnoberrødt, om
jeg har kunnet høre den Mclodunte. Hver Gang jeg
har været dernede i Gaarden, har jeg hørt efter, men
den ene Gang hørte jeg nogle Sjovere nede i Nyhavn
synge „Paa-en! Paa-enl Paa-en igjen“ og den anden Gang
hørte jeg en Lirekasse spille et Stykke a f „Tamburmajo
ren“. Men hvem det saa er, der synger den, maa han
vist synge falsk, fo r man kan se de stakkels Havfrøkener
vrider deres magre Kadavere a f lutter Pine ved det.
Det har nok ellers været skralt fo r dem med Føden i
denne Isvinter. E ller ogsaa har Storch givet dem for
meget Olie, saa de lider a f Olietryk.
(Fortsættes.)
^xtralb ©ftytte.
91r. 2 2 3. ©n
33alber»©tue.
$>et er ogfaa et Sæt-
Segn paa ©Pæffclfen cg SMøbagtigijcben t 9ïorbtn8 $æmpe-
Sib, at 3Sinb-©pi£leme cg 2>ag-2)riberne i .&obeb-©taben ifïe
laber bereS g!øbe-€fjæg bøje biïbt fom 9taturené 2øb er, men
laber SBalberev og ¡0art-©íjcerere borttage ben bejlige 2la«©pnet$
9?rpb, fem jeg altit $nr fynteg paéfebe faa ubmærfet for ¿em ,
tjære Jpr. ©fbalberap, faa be lignebe §lbfa«Sfyor eOer t bet
■Dinbfteen af tøang ©ebe.33uft'e. £>g jeg Ijat befluttet, at mit
©fjæg ftal ogfaa bøje bilbt, men bet bil bare flet itfe tomme,
faa jeg maa forføge rneb 2)ue*3Høg, om bet ftulbe tjjælpe tit
©jebntng.
3
. ©ointe.
241. ©ommep»9?at. Sptæften frtib er Ijentettilen
©pg paa ben anben ©ibe a f 2 la en .
Set tror jeg nu
itte, at ben $ræft bar ©pn for ben ©vunbtbigfte 8ibg-9Retning,
for eDerg bilbe ban ba bift noî babe bet îitlc Siflæg meb og
fpnge en af ben ©amleg egne bejiige ©aimer, faa bet rigtig
tunbe range ub i ©ommer»9ïatten og batte 9îatter=©alene, faa
be ftaf i meb og ©üe-^igerne fom frem og banfebe i Sait
bertil. 2ïïen benne ^erre fer ub fom en Sob-23iber af en SBietift.
S. 8. ©torf.
9lr. 243.
Çjernt efcet £abet flinger 4jabftu-
©ang. ©ja! Set fan rigtig not gribe ©n lige neb i Jpjærte-
Diobberne at fe be bejiige Jpao^gruer og ^ab-0-røfenet og mu»
ligoté Jpab-©nfe»tfraer Jjœbe fig op af S3øigc.Spb og baffe
meb bereg gifte^aler i be blaa Slanbe, meng ben robe üftorgen»
©ol ftinner faa libfaligt paa bem. £>g man tommer tit at
tante paa Slgnete og £ab>9Jîanben og ÿru 3
end) a u, og gib
S3rpgger
Saîobfen bilbe fjobe bet og forære og bet til en
2Uter-Sable for boreg £øj=©fo!e, mer faa maatte be jo ba
rigtignof babe nogle ftlabebon paa for 2>et-3lnfiœnbigli)ebeité
©îplb eller ber maatte maleg et 33abe*£ug, be tunbe
g aai nb i,
naar ber fom fpremmebe.
(fyortfættcg.)
T o B yer .
er samler sig truende Uvejrskyer
Om tvende af Tysklands lyksalige Byer,
Som i E l b e n og S p r e e n sig spejle.
— Alt længe var H a m b o r g et lidet Dyr
Imellem to haarde Negle.
Den ene Negl var von Bi sma r k , der gik
Ud paa ved Hjælp af sin Toldpolitik
At negle, hvad negles kunde;
Den anden er Me r ku r , hvis Handelstrafik
Des Aarsag vil her gaa til Grunde.
Snart sang Senatet, og snart det peb,
Men Bismarb er, trods hver Protest, i Begreb
Med Toldgrænsepælen at flytte.
Ha! Skjonne, spildte Forretningskneb!
Nu er I til ingen Nytte.
Dog ikke blot H a mb o r g forvolder han Men;
Den straalende Kejserstad nede ved S p r e e n
Han træde vil under Foden.
Ja der kan man sige: Nu er den ren!
(Naturligvis ikke Flodeis.}
I H oh e n z o l l e r n e s Residens
Von B i s m a r k med Magistraten skjænd’s,
Og Grunden man næppe fatter:
Det er bare, fordi dens velvise Mænds
Paaligning for hojt ham skatter.
Sligt taaler han ikke. Derfor gjor han kort
Proces og flytter fra Staden bort
Med Regeringen og med Noblessen.
B e r l i n skal sjofles — sikken en Tort! —
Af F r a n k f u r t eller af He s s e n .
Men hvad vil der blive saa af B e r l i n ?
Af Sandheden voldes vel snart dens Ruin,
Thi Sand er der nok af i Brandenborg;
Men Bismark og Kejseren ta’er dem et Grin
Og flytter blot hen i en anden Borg.
En saadan kan findes uden Besvær:
Man siger, at K a s s e l har særligt Værd!
For det 8nige Tysklauds Beskj ærmere,
Og det er begribeligt nok, thi der
Er de B l o k s b j e r g dog saa meget nærmere