S_Punch_1881

150

I f o m b r e v c

til

F æ tte r K r is tia n

N y k jø b in g .

J ^ u kom Vaareh.

Zefyrbaaren

Flagrer den paa lyse Vinger

Frem og Kulden den betvinger,

Med sit glade Solskinssmil.

Snart med II

Blomsterne den H ylding bringer.

Atter Fuglesangen klinger,

Atter blinker Glædestaaren

I dit Øje

—

K i r s t e n P i l !

Væk er Vintrens grimme Trolde,

Væk er Sneem hvide Volde.,

Væk er Isens haarde Knolde,

Bogen staar i Spring.

Væk er alt det Frosne, Kolde,

Væk er alt det Tomme, Golde:

Væk er Danmarks Folketing \

Væk, forsvunden, Ilsom Isen,

Blæst itu a f Foraarsbrisen,

Gaaet til Bunds i Glemsels Hav.

Endelig saa kom da K risen,

Ende fik vi da paa Visen,

Vrøvlet fa n d t til sidst sin Grav.

Kort. kun, Fætter, bli'er dog L isen;

Thi som D ronning G u n i l d a f

Mosehullet atter stiger,

Skjont man gav

Hende først, en Pæl i Livet,

—

Og en saadan man jo siger

Holder ellers ganske brav,

—

Det betragtes maa som givet,

A t Gespenstet rokker nok

Atter op a f Moseslammet,

Stiger atter fr e m bag Sivet,

Selv om ogsaa man

ad hoc.

Ned har rammet

Snese Pæle, ja en Skok.

Hører D u alt Hundeglammet?

Spøgelset er straæ paa Færde,

Over G røft og Grav og Gjærde,

Over Sten og Stub og Stok

Jager alt den vilde Flok.

Vælgerne sig knap kan nære,

Ingen Steder kan de være

Mer fo r Spøgelset i Bo.

Sidder Bonden i sin Kro

For sin Aftensnaps at tære

Kommer pludselig Gespenstet,

Og imens det

Fast om Mandens Hals sig klamrer,

Hyler, tuder det og jam rer,

Med sin tunge Knokkelklo

P ia hans Pandeskal det hamrer.

A ltid end's det

Med den samme Dødningdans.

B undt og rundt i samme tynde

Frasevælling stedse røres,

Overalt det samme høres,

Med de de samme Floskler kjøres

Op og Ingen raaber: Stands!

Det er det, som her til Lands

Venstre kalder

•

F o I k e l i v

•

Og vi Andre daarlig Kiv.

Denne Gang

—

hvad mindst de ynde,

Maa de ordenlig sig skynde,

Skæbnm er dem stram og stiv.

De fa a r ikke T id at brede

Sig i C h r e s t e n . B e r g s k e Jede

Frasefyldte Talestromme,

Heller ikke Tid at sprede

Klinte ud i Højres Hvede

;

Tungen holdes maa i Tømme,

Hver maa se at værne Sit,

Værge om sin egen Bede.

Ikke mer fo r gyldne D rømme,

Men fo r Livet bli’er der stridt;

J a fo r L i v e t , thi fo r dem

E r jo Livet Levebrødet,

Christiansborg er deres Hjem,

Deres Mark, som de har gjødet

Med et Læs a f spildte D ag e

;

Ord og Penge har de ødet,

Men det Korn, de. bragte frem .

Var saa tyndt, kun Skal og Avne;

K jæ m en rent vi maatle savne

;

Hvad der var kun maatte gavne

Til at mele og at bage

Deres egen lille Kage,

D en, de aad, som slugne Bavne.

Her er ingen Grund til Klage.

—

Hvad der sank i Gravens Gjern,

Som en gammel kjedsom Sage

Gaar i Glem.

G id v i a l d r i g se d e t s M a g e !

------- x

------

I Dobbel

(

Kunstudstillinger, paa <§harlottenborg

anmeldt af

M t o t g e r B r a k v a n d ,

forhenværende Malersvend, nuværende Blæksprutte.

•1. B o r p h .

Kr. TO. G j e n s i d i g

v er as k e ls e. Ku er Dorph

gaaet fra Fiskerne og begyndt at gaa i Hundene.

Man

er lige ved at hundestejle g f Overaskelse, naar man lige

som den lille uldne Dreng venter at se en regulær Hund

i Hundehuset, og saa faar Hje paa det andet Stykke

TJldtoj paa fire Hen der glor paa En.

Jeg véd ikke

hvorfor, men man kommer uvilkaarlig til at synge:

Ulden dullen Dorph!«

Min

g e lste d .

Kr.

. S tu d e n te r , d e r d i s p u t e r e . Det er nogle

raske Sludentmagersvende.

Det er ikke nogle af disse

væmmelige, blegnæbbede, forlæste Plougske Helderer, men

rigtig

•

Ungt Blod«, der har gaaet paa Brandes's Fore

læsninger og studeret Folkelivet i Skamdrups og K a tl

Gjellerups Bøger.

Det kun man jo se deraf, at de har

naglet den illustrerede Smudspresse fa st til Væggen med

Tretommersøm og ikke er bange for at have et rigtig

gemytligt, gammelt Dødningehoved grinende oppe paa Beolen.

E x n e r ,

Kr.

. D en f o r s t y r r e d e M i d d a g s h v i l e .

det er nu akkurat,

lige

som man var til Aftenselskab og

Theslapperads hos en Etatsraad, og saa skulde der bag

efter leges Ordsprog

den theologiske Kanditat kom i

nogle Bondeklæder og Frøken Jakobine tog sin Bondepige-

tkikkert.

#unfhitofUllinøtn paa føfyarlottcuborø

anmelbt af

^ojfloleeleo.

« .

5Dorf.

9ir 70.

Xet er 33arne'

Sitoet og Xpre«2ieet i ^øj^orben, fom mobe§- for at bejle

Diet og Samc-SKunben figerSBotrSSoto, faa er bet ben aderbej[ligfte

btoem af o8 bilbe ilfe gjerne bære faaban et lide 33arne=33arn

fine fiie fmaa ifuSfe-Snnfer inb i Jpunbe^ufet til Xrofaft.

boerfen Xofc^SBibere eder ®rinf*93ibere, font fuber @n i £joer

iffe bpbt.

féngdfteb.

9?r. 76,

Xet er ba

rigtig et $nb=5?lif, man faar bet i al ben gorbctrbelfe, ber

for bar 99faleren ogfaa fat et Xobmanbé=^obeb paa 9?eg*

9J?enneffe*®icrlen

giabe og ftmge 5tampe43ifer i gædig ub af ben lide bkaSScg-

©féttec.

?Rr. 79. X en

forftprrebe 9Jiibbagg^toiie. Xe r fan