274 / 425
266
Bondehøvding og Banebryder.
dfja, B e r g er unægtelig stor, til Trods
For hvad selv hans Beskedenhed siger:
I Storhed ingen Rhinoceros
Kan stikke denne Rhodos-Kolos
Fra B o g ø s Lande og Riger.
Han hævder for sin Personlighed
Det enestaaendes Ære,
Men det forhindrer ham ej, som man véd,.
I stundom at blive siddende ned
Og enesiddende være.
Og man skal ikke tro alt, hvad der staar
Om Hans Højhed i Højrebladene,
Thi selv om en anden Konge faar
En Advarsel af ham i højstsammes Gaard,
Er han dog yderst nedladende.
Han optræder ellers rolig o g blidt,
Hans Hensigt er altid den bedste,
Han har den Bevidsthed, af han har gjort sit
For Baandet, — det siger da selv han tidt, —
Mellem Konge og Folk at befæste.
Men Storhedens Lod paa denne Jord
Er her som altid Miskjendelse:
Det saa man i Forfjor, det saa man i Fjor,
Den Gang hans berømte «sidste Ord»
Slet ikke kom til Anvendelse.
Ja selv i Aar, da han ren Besked
A t sige Højre har vovet
Og brugt sin Mund i sit Ansigts Sved,
Saa Talerne regnede strømmevis ned
Over E s jr u p s syndige Hoved,
I Aar, då han atter som Høvding staar
Og Talsmand for «hele Landet»,
Kan høres onde Tunger, som spaar,
A t en af de første Dage gaar
Hans Majestæt grundig i Vandet.
A t noget ham *nu skulde komme paa tvers,
Saa han paa sin Hale maa ligge,
A t han, trods sin Krone og fem og halvfjerds
Livegne, saa snart paa sit sidste Vers
Skal synge, — det fatter man ikke!
Men Tiden skriver med sære Tegn,
Man tyder ej altid Runerne;
Tidt svømmer en Hvalfisk i Nordhavets Egn
Og tror, der er slet ingen Ting i Vejen,
Saa kommer paa en Gang Harpunerne!
Ja, hvad der ved hin Kolos kunde ske,
Kan sagtens ogsaa med denne ske,
Saa han som hin højsalig Hval maa sig te,
Der opspytted' J o n a s og sukked’: «O V e!
Hvad er dog i Grunden et Menneske!»
F ru S ø r e n s e n . Ja, sode Fru Schrøder, det
maa De nok sige, at det var Synd og Skam saadan
den stakkels Balduin blev behandlet, og tænk, Sørensen
havde hørt, at de turde ikke lade ham komme od
mellem Folk, men maatte have ham bagud i en Gondol
paa Stadsgraven ligesom i Lobengrin eller Mester See-
kamps Have, hvor de ogsaa sejler med Musiken, og
nu er der da Gud ske Lov kommet Ro i Gemytterne
saa man kan gaa ud og høre denne Frøken Chimæri
slaa Triller til to Kroner, som da altid er finere end
en blot og bar Syngfoni til 50 Øre som man har
faaet, den tidligere, og saa skal vi ud og se paa disse
Dykkertelte, som skal være saa vandtætte, at man kan
bo i dem paa Havets Buud eller i hvert Fald ude i fri
Luft, som da i Aar kommer ud paa Et uden det ene
er salt og det andet fersk og Gud véd hvad det er,
han laver dem af, men jeg vil da ikke haabe, at det
er af Menneskehaar, saadan som han Biæsenberg for
tæller han gjer i Dassavisen og kjøber dem af Fri
sørerne, og det er vist derfor, at de altid klipper
Mandfolkene saa kort af nu til Dags for at have mere
at sælge af til Biæsenberg, De véd nok det var ham
med Aaleskindene og Pariserrejsen, og der kan De se,
der kommer dog altid Noget ud af Folk, naar de
blot har været i Paris, og den Biæsenberg bliver da
nok til en stor Mand og han Dykkeren ogsaa, og det
er vist ham de har stillet en Statue op af nede paa
Gammelholm for han ser da akkurat ud som en af
Svitzers Kompagni og jeg spurgte ogsaa Fritz Grønbæk,
der jo har Kunstforstand, om hvad Stil den var i, og
han sagde det var Patent-Sække-Lærred-Stilen, men
han sagde for Resten at den skulde afsløres ved Lej
lighed, men for Tiden har Folk alt for travlt med at
se Bergs Afsløringer af sig selv der oppe paa Kristians-
borg, og jeg kan ikke komme væk fra det med Hoved-
haarene, om ikke Dyrenes Beskyttelse skulde lægge sig
imellem for der gaar dog vist nok en hel Del i Løbet
og det er dog altid en Trøst, at det er ude paa Lade-
gaarden, hvor de dog altid kan
faa
Tag over Hovedet,
og jeg er alligevel glad over Sørensen er saa skaldet,
som han er, for det vilde dog ikke være rart, naar vi