248 / 297
233
og Kunstnernes Trang og N ød , virker denne ædle Mands
Navn som en venlig Solstraale gjennem mørke Skyer og
varsler om bedre Dage for den fattige Kunstskole.
E n lignende F ø le lse , endnu mægtigere, vil den, der
ransager Akadem iets A arbøger fra denne T id , gribes af,
naar han under 30. Ju n i 1801. læser:
„indløbet Skrivelse (af 22. Ap ril) fra
Pensionæren
T h o r v a l d s e n
, at han har forfærdiget en
F ig u r
i
naturlig Størrelse forestillende en
J a s o n 1) “ '.
D en fattige B illedskærers Søn havde skabt et Yæ rk ,
som Y erd en ikke havde set Mage til siden F id ia s’ og P raxi-
teles’ Dage. E n ny og alt overstraalende Stjærne steg op
paa Kunstens Himmel, paa samme T id som en anden, bleg
og mat, sank under Horizonten.
I 1802 var W iedewelt en svag og affældig Olding paa
en og halvfjerdsindstyve A a r.
Hans Helbred var aldeles
nedbrudt og hans Legem e halvt lammet ved gjentagne apo
plektiske An fald. D et første a f disse greb ham, som tid
ligere anført, maaske allerede i 17 8 8 ; i den tidt omtalte
F o lian t, hvori den gamle Kunstner har skreven en
D el med sin egen H a and , i det andet skriftlige fra
hans sidste L e v e a a r, begynder Haandskriften dog først
med Optegnelserne fra 1 795 at se apoplektisk ud;
Øjet følger med inderlig R ø re lse de usikre og vaklende
Skrifttegn, som Oldingens skjælvende Haand har fængslet
til P ap ire t; man kan paa Forandringerne i Haandskriften
næsten tælle Anfaldene a f den frygtelige Sygdom og be
dømme deres Heftighed.
E t nyt og forfærdeligt Anfald
fandt S ted midt i A a re t 1802. Dette ses af, at Optegnel
serne i Folianten ikke ere fortsatte til dette Tidspunkt, og
a f det næsten ulæselige Navnetræk, den ulykkelige gamle
Mand efter igjen at være kommet noget til K ræ fte r teg-
*) Akad. Dagebog, 1801.