251 / 437
GEFION.
VINTERNAT PAA LANGELINIE.
N a , — Vintertide.
Poplernes Side
Rejser sig slank.
Voldgraven blank
,
Is paa dens Flade,
Spejlende Kirkens Facade.
Lige ved Kirken
Mindet om Virken
Af Jætternes Slægt:
Svøben med Vægt
Gefion svinger,
Okserne Ploven fremtvinger.
Hej, hvor de snøfter,
Plovjærnet løfter
De næsten af Jord.
Spændt er hver Gjord,
Musklerne svulmer,
Smerten med Arbejd de dulmer.
Stolt Jættemøen
Udpløjer Øen
I Vinterens Nat.
Af med din Hat,
Ryggen du bøje:
Hun kan dig lære at pløje!
Slig skal du være,
Slig skal du skære
I Visdommen ind,
Nidkær i Sind
Søge dens Kærne,
Bruge som Plovkniv din Hjærne.
Viljen som Svøbe!
Lad dem kun løbe
Tankernes Okser,
Se, da fremvokser
Herlige Lande,
Skabt bag din grublende Pande!
LAURITZ VØHTZ