371 / 437
AARSBERETNING
17
Pludselig ser man en Dame staa
i Fløjdørene, det er Fru Has-
selbalch, der holder en Tale
forMændene, skrevet i sin Tid
af Gehejmekonferensraad Hage-
mann. Klangfuldt og tydeligt og
saaledes, at Pointet i de mor
somme Vers rigtig kommer til
sin Ret lyder det:
»Tillad mig i Aften at
maatte benytte, hvad jeg har
læst i en indisk Myte:
Skaberen saa paa stort og paa smaat
Og syntes, at alt var saare godt!
Gedden jaged Smaafiske i Vandet,
Ræven pilled en Gaas i Sandet,
Løven spiste to saftige Harer,
Og Hajen holdt til med de vaade Varer!
Men netop det, at stort aad smaat,
Var det nu ogsaa saa saare godt?
Havde han ikke tabt af Sigte,
En til at styre den hele Geschichte?
Burde han ikke skabe en Mand,
Til at regere det hele Land? —
Brugt var imidlertid hele Kaos,
Saa sa’e Skaberen rask væk »la’ os
Knibe lidt hist og knibe lidt her,
Saadan at Manden faar lidt af hver.
Saa er jo ogsaa derved vundet,
At helt demokratisk han er oprundet.«
Som sagt, saa gjort, en lille Bid Tyr,
Gnaver, Hane og Murmeldyr,
Og Hund og Hest og dansende Bjørn
Og ganske lidt Ugle og Kongeørn,
Han tog og antiseptisk behandled,
Og til en herlig Mand forvandled.
Og inden man vidste et Ord deraf,
Han Liv ham og Navnet Adam gav.
— Oprindelsen er jo ganske vist blandet,
Men det kan nu engang ej være andet
Og saa har Udvikling gjort Underværker,
Saadan at man egentlig sjælden mærker
Det blandede Ophav. — Manden
Er god som han er! — Ingen anden
For mig! — I passende Maal
Foreslaar jeg: Mandens Skaal,
»Blomsterudstilling« paa Altanen.