158 / 320
149
Recitation.
Ja, lovet al Barmhjertighedens Gud,
thi naar han Savn og Mangel for os stiller,
da kalder han ad Hjertets bedste Kilder:
Tro! Haab! og Kjærlighed!
Hvergang vi fare frem med vort „Hvorfor?"
som hist paa Zion Jesu Lærlingskares,
da ved en Blindfødts Kaar de selv stod blinde —
da lukker han os Læben med et „Tro!“
Tro, om Du kan, og Du skal se fremskinne
Guds Herlighed —
paa Slige skal hans Vælde aabenbares.
— Maaské Han gjør, at denne Blinde seer —
han lader Kilden risle, Urten vinke,
ja Staalet blinke,
til Skaber-Haandens Vink vi fatter,
og taaget Øje skuer atter.
Men lader Han et Øje være lukt
— og lukt for tusindfold forbuden Frugt,
som blænder Øjet trindt fra Verdens Have —
da tænder han Barmhjertighedens Gnist,
og lægger os for Døren som en Gave
en Skare Hjælpeløse — ja som hist
hint Nilens Barn for Kongedatt’rens Fod —
at vi, som
se,
maa øves ind i Tak
for Lysets Strømme, vore Øjne drak,
for Alt, hvad Herren undte os hérneden,
og øves ind i Broderkærligheden —
at de, som
ikke
se, dog grant maa skue
med Troens klare Syn Guds Faderøje
og stave Livets Runer uden Møje.
Kor.
Her rejste sig et saadant Barmhjertighedens Hjem,
i Læ af lyse Linde,
for Børnene de blinde,
hvis fire gode Sanser maa stride for fem: