159 / 320
150
Hvor Haanden bliver Øje,
og Fingren som en Kikkeri,
saa der kan føles nøje,
ja læses fint og sikkert!
hvor Ørets lille Laage er Tankelivets Port
og aabner fjerne Vidder af Sandt og af Stort.
Og Sundet sender Pust af sin salte, friske Luft!
Og fattes Æblet Rødmen,
saa har det dobbelt Sødmen!
Og Bølgen har sin Brusen, og Høet sin Duft!
Og Melodier søde
fra Violinen tone —
hvor Farverne er døde,
dér funkler Mozarts Krone!
Og Salmesangen lyder til Frelser-Ordets Klang —
Ja tænder klare Stjerner i Natten saa lang.
Koral.
Mel.: Vor Gud han er saa fast en Borg.
Hav Tak, Du Naadens, Trøstens Gud,
de Seendes og Blindes,
som har af Mørket friet os ud
og kan af Alle findes!
Din Julestjernes Skær
er Alle lige nær,
Din klare Paaskesol
har lyst fra Pol til Pol,
tændt op Din Pinselue!
Og dog er der saa mangen Sjæl
blandt denne Verdens Kloge,
der tørner haardt mod Korsets Fjæl
og famler som i Taage!
Et Sandskorn kan de se —■
ej Synden og dens Ve!
Din Jord, Dit Himmelhvælv,
Dit Værk — kun ej Dig selv!
Et Kors — men ingen Frelser!