![Show Menu](styles/mobile-menu.png)
![Page Background](./../common/page-substrates/page0047.jpg)
af
21.
April 1812 Københavns Borgere enalmindelig Fattigskat, der,
med forskellige senere foretagneÆndringer, ergældende somsærlig
Skat, indtil denafløses ifølge Lovaf 19. Februar1861omOmlægning
af Københavns kommunale Skatter. Efterhaandenforflygtigedes imid
lertid i stedse højere Grad det humane Præg i Planen af 1799, og
vekslende Fattigdirektionerudnyttede paadet nøjesteenhverBestem
melse, somkunde bruges til at afskrække Befolkningen fra at søge
Hjælp af Fattigvæsenet, hvorunder den meste sociale Forsorg var
blevet henlagt; men da ifølge Lovaf 4. Marts 1857Forvaltningenaf
KøbenhavnskommunaleAnliggenderomlægges, ogOrdningenafByens
Fattigvæsen henlægges under enBorgmester og enRaadmand, gaar
Udviklingeni modsat Retning.
Somet kulturhistoriskkarakteristiskogsærlig betydningsfuldt Led
i enenkelt Samfundsklasses Bestræbelserforatundgaaatkommeind
undersaavel denprivateVelgørenhedsForsorgsomdetoffentligeFor
sørgelsesvæsen maa navnlig fremhæves de obligatoriske Laugssyge-
kasser eller Svendelader ogde senere, omkringMidtenafforrigeAar-
hundrede oprettede private frivillige Sygekasser. Medens de frivillige
Sygekasser optog alle Personer, der ikke kunde sikre sig gennem
Laugskasserne, havde disse sidste skarpt afstukneGrænser forMed
lemsskabet, bestemt ved de respektive Fags Rammer, saaledes som
det var taget i Arv fraenfjernFortid.
AlleredeMiddelalderensGilderogsenereHaandværkerlaugenehavde
nemlig i deres Skraaer ellerLoveBestemmelser, dertogSigtepaaat
yde Hjælp til Gildets eller Laugets »Brødre« og »Søstre«, somMed
lemmerne kaldtes.
OprindeligvarHjælpenkunsaarebeskeden, oftenærmest afmoralsk
Natur eller i hvert Fald dog uden synderlig økonomiskBetydning;
men i det store oghele vokser efterhaandenViljentil at yde envir
keligogvirksomgensidigHjælpindenfordet enkelteGildesellerLaugs
Rammer.
I Skraaenfrac. 1200forSt. KnudsGildei Flensborgfindesfølgende
Bestemmelse, at »æær nogher brothær ælder syster i syughe sæng,
tha schule man lod kaste, hwosumschal wagæøvær thæn syughe