Hvorledes dette skulde ske, varmanikke helt klar over.
Spørgsmaalet om, hvorvidt manskuldesøgeAnerkendelse eller »be
vare Selvstændigheden«, var uddebatteret, ogmanvar nærmest enige
om, atman— saavidtmuligt—burdesøgeAnerkendelse. Konkurrencen
mellemde enkelte Kasser—særligt mellemde »blandede«—havde
løstProblemet. Det gjaldt omatydesineMedlemmerdetmestmulige.
De 14Kasservar væsentlig densidste Rest, somsøgte Statens Støtte
ogdermedogsaa indunder Statens Kontrol.
—Spørgsmaalet om, hvorledes manskuldeopnaa størreTilgangog
undgaa den foruroligende store Afgang, somVinterensArbejdsløshed
foraarsagede, var derimodaktuelt.
Ganske vist var der enkelte, der— somForsvar forde smaaSyge
kasser—fandt det uheldigt, at enKasse blev for stor. Saa kendte
man ikke mere de enkelte Medlemmer. Rent instinktmæssigt følte
dog enhver, at det gjaldt om, at Kassen voksede. Stilstand var
Døden. Menman forstaar, at det ikke desto mindre stødte paa den
aller stærkeste Modstand, da man fremsatte Tanken omat udvide
Rammerne forSygekasserne, saa at der blev aabnetAdgang for Per
soner medkroniskLidelse og Personer over 45Aar, somdenGang
var Aldersgrænsen for Optagelse i Sygekasser medOverflytningsret.
Det vilde jobevirke det stikmodsatte! Hvemvilde saamelde sig ind
i enSygekasse, før de blevsyge eller gamle! Saa betød det jo intet,
omdegledud, de kunde altidoptages igen! Tankenblev afvist, efter
at denvardrøftetpaa etMøde i DesamvirkendeSygekasser iKøben
havn. Manansaadet forGalskabat gennemføre noget saadant.
StørreTilslutningvandt det heller ikke, daman foreslog at oprette
en særlig Sygekasse paa et saadant Grundlag. Der var jo Syge
kasser nok. Hvorfor skuldemandaoprette nye?
Nogenabsolut Modstandfrade bestaaendeSygekassers Sidemødte
denne Tanke dog ikke straks. Man frygtede ikke en saadan Kasse.
Denskulde snart bukke under i Konkurrencen.
FraLovgivningsmagtensSidevarderheller ingenModstand. Tvært
imod. Manhavde drøftetTankenvedSygekasselovensBehandling, og
Loven indeholdt Bestemmelser, der muliggjorde, at en saadan Syge
kasse kunde oprettes.