JPMynster

93 store paulinske Breve (henholdsvis til den romerske, korinthiske og galatiske Menighed) skulde være oprin­ delige; alle de andre mer eller mindre uægte. Peters 1ste Brev blev forkastet, f o rd i det (muligvis) var skrevet fra Bom; og at Peter havde været i Bom, pas­ sede ikke ind i den Baurske Hypothese. «Johannes Aabenbaring», og det Evangelium, der tilskrives denne Apostel, kunde paa Grund af den Farve, som var ejen­ dommelig for hvert af disse Skrifter, «umuligt» have samme Forfatter. Altsaa blev «Apokalypsen» tillagt Johannes «Tordensønnen»; men Evangeliet fraskrevet ham. «Johannesevangeliet» var (hed det sig) forfattet efter Midten af det 2det Aarh. «Det var en ren ideel Komposition, en Tankes gennemsigtige Befleks, hvori de handlende Personer kun optræde som Bepræsen- tanter for den Tids kristelige Principper.» At der efter al Rimelighed ligger henved 30 Aar mellem Affattelsen af «Aabenbaringen» og «Evangeliet», og at Apostlen efter dette Tidsrum og under forandrede Stemninger og aandelige Strømninger udmærket godt kan have for­ fattet dette som hint Skrift, tænkte F. C. Baur ikke paa; skønt Intet (set fra et psykologisk Standpunkt) er mere forstaaeligt*), hvis man da henholder sig til Jo- hannestraditionen. Men hellig Skrift, Kirkens Over­ levering og Aposteldisciplenes Vidnesbyrd tog Tiibin- gerne intet Hensyn til. Skønt man har en uafbrudt Overleveringens Kæde i Apostlen Johannes — hans Discipel, Biskop Polykarp — og dennes Lærling, Kirke­ faderen Irenæus, hvad dog i Sandhed maatte gælde Noget, erklærede selv en Mand som Ritschl, at til Kir­ kens Historie i det 1ste Aarhundrede kendte Kirke­ fædrene meget lidt, og det Lidet, de vidste, var fejl*) Der er leveret mange Defensionsindlæg for «Johannesevan-

geliet»s Integritet. Smukt har B. J. Fog udtalt sig derom i en Juleprædiken, udg. 1886.