292672330

Bun tzen paa hele hans Virksomhed. Fenger blev ham imid­ lertid ikke Svar skyldig, og hele denne Strid, som i et Par Maaneder saa godt som fyldte Hospitals-Tidenden, fulgtes med den mest levende Interesse af alle dalevende Medicinere. Man længtes hver Onsdag efter det nye Nummer af Bladet, man slugte begærligt dets Indhold, man tænkte stadig over de frem­ førte Argumenter, og, skønt der ikke var Spor af Personlig­ heder i Artiklerne, læste man dem dog atter og atter igennem og kritiserede stærkt deres Indhold. Det var en Kamp mellem den ældre og den nyere Tids Medicin, mellem den mere ideelle og den mere exacte Forskning og Behandling, som her udfæg- tedes, og, skønt Vaabnene førtes med stor Bravour af begge Parter, tilkendte Pluraliteten af Læserne dog vistnok Fenger Sejerspalmen. Omtrent samtidig med Fenger var A nd reas Bun tzen i 1852 blevet ansat som Overkirurg som Afløser af S tein. Om- endskønt disse to Mænd var samtidige og indbyrdes gode Ven­ ner, kunde man dog ikke let tænke sig større indbyrdes Mod­ sætninger. Bun tzen gjorde nærmest Indtryk af en elegant, ung, fransk Læge. Nøje knyttet til det Heiberg’ske Hus og Fætter til St. Aubain havde han stærkt æstetiske Interesser, antoges saaledes for at have en væsentlig Del i Novellerne „Børneballet1 og „Et Løfte“ og i Skuespillet „Dronningen paa 16 Aar“, var altid en stor Charmeur baade i sin Tale og i hele sin Optræden. Man kunde ikke let tænke sig noget flottere, end at se ham henslængt i sin aabne Vogn, navnlig paa Strand­ vejen, som oftest med en eller anden Yngre som sin Gæst. Men desuagtet passede han særdeles godt sin Hospitalsgerning, undersøgte sine Patienter omhyggeligt, holdt gode Forelæsnin­ ger, og opererede, vel ikke hurtigt, men flot, elegant og om­ hyggeligt. Paa en enkelt Undtagelse nær stod han i det bedste Forhold til sine Reservelæger og Kandidater, og under Studen­ termødet 1862 havde han f. Eks. indbudt dem alle "til en ud­ mærket Fest i sin Embedsbolig paa Hospitalet. Endelig maa blandt Overlægerne her endnu nævnes Edvard Dah lerup , som i 1860 afløste T rie r paa medicinsk Afd. A., ikke fordi han netop kan siges at rage et Hoved op over Mæng­ den, men fordi han sædvanligvis er blevet urigtig bedømt og derfor vel kan behøve nogen Oprejsning. D ah le rup var hos