292672330

Flertallet af sine samtidige ikke egentlig vellidt. Fra sin tidligere Hofstilling havde han bevaret nogen Tilbageholdenhed og en vis Grad af Utilgængelighed, som for mange syntes at være Kulde og Forfængelighed; heller ikke i medicinsk Henseende ansaa man ham for noget fremragende. De, som lærte ham at kende som Overlæge, lærte imidlertid hurtig at skatte ham og indsaa snart det urigtige i ovennævnte Anskuelser. Han var en meget dygtig Læge, undersøgte med den største Omhu sine Patienter, overvaagede deres Tilstand med sjælden Kærlighed, og tilsaa dem ofte foruden Morgen og Aften flere Gange i Døg­ net, i mange Tilfælde endog Kl. 2—3 om Natten. Resultaterne af hans Behandling kunde derfor ogsaa staa Maal med dem før og efter hans Tid. Han var ikke alene dygtig som Overlæge, baade med Hensyn til Patienterne og med Hen­ syn til sin Administration, men han var tillige en dybt- følende, rettænkende og retfærdig Mand. De af hans Under­ givne, som han engang havde fattet Interesse for, omfattede han med virkelig Hengivenhed og gav dem jævnlig Beviser derpaa; skulde han i en eller anden Sag afgive sin Mening, udtalte han først sin Dom efter grundig Overvejelse og efter nøje at have overlagt, hvad der nu in casu var det Rette, og med Villie gjorde han ikke Nogen Uret. Da han f. Eks. en Dag i Vidners Overværelse havde været mindre høflig mod en Un­ derordnet, henvendte han sig endnu samme Dag ukaldet til ham og sagde: „Jeg maa bede Dem undskylde, at jeg i Dag blev hidsig ligeoverfor Dem, jeg tilbagekalder naturligvis straks mine Ord“. En slig Fremgangsmaade er, som enhver ved, om­ trent uhørt og enestaaende hos en Overordnet ligeoverfor en Underordnet. Næst efter Overlægerne faar et Hospital sit væsentligste Præg og sin største Betydning ved Reservelægerne, for saa vidt de ikke alene i det daglige Liv have en ret selvstændig Stilling og en ikke ringe Indflydelse, men ogsaa og især, fordi de un­ der Overlægens Forfald af en eller anden Grund fungerer som Overlæger. Ogsaa blandt Reservelægerne i disse Aar finder vi en Række Dygtigheder. Der var den dygtige og dannede G. Pau lli, der var H. og E. S ilf v e r b e r g , af hvilke den sidstnævnte paa Fengers Initiativ skrev sin bekendte Afhand­ ling om Lungegangrænen; der var den senere Overlæge Brun-