Erindringer_1937

193 var da lige i Begyndelsen af 20erne og literært interesseret. Han paa­ tog sig virkelig Opgaven under mit Tilsyn. Men den mislykkedes for ham, efter at et Par Kapitler var skrevne, — han var uden Energi, allerede da den Bohémien, han vedblev at være hele sit Liv, til Døden ramte ham i Sommeren 1936 efter mange brogede Oplevelser baade i den ny og den gamle Verden. Det gjorde mig ondt, at Pastor Edvard Blaumiiller, hvad Bog­ handler Holger T illge meddelte mig, følte sig stødt over nogle af mig bearbejdede Verslinjer om to unge Pigers Samtale om Literatur („„Maria“ Du finder paa Bogskabets Hylder som „Agnete og Hav­ mand“ af den Guds Skjald Blaum iiller“ ). Senere hen i Aarene blev han og jeg gode Venner, der ofte traf hinanden i mine Forældres Hjem. Han var en frisindet og munter, ligevægtig Mand med mange Interesser og en sjælden Evne til at fængsle Mænd (f. Ex. Edvard Brandes) af helt anden Indstilling. Jeg kan ikke omtale „Studenterbladet“ uden at nævne mit Angreb paa Professor Julius Paludan. Han var aldeles ikke det æsthetiske Professorat voxen, var en forbenet reaktionær Filolog, der ikke havde taget sig sine Docentforelæsninger mere alvorlige, end at han en Gang, da jeg overværede hans kedsommelige Gennemgang af den tyske Romantik, maatte gøre sine Tilhørere Undskyldning for, at han for­ rige Forelæsningstime helt var udebleven. Der var hændt ham „det usædvanlige“ , at han var faldet i Søvn hjemme og havde sovet Fore­ læsningstimen bort. I „København“ skrev jeg ved hans Udnævnelse til Professor om den Fordel, det vilde være for unge Studenter, om dette Tilfælde hyppig vilde gentage sig. I „Studenterbladet“ trykte jeg de saakaldte „Paludanske Perler“ , en Række Udtog af hans franske Literaturhistorie og af hans Fore­ læsninger, der viste, hvor lidet egnet han var som Universitetets æsthetiske Højesteret. Selv Dr. Siesby ydede Bidrag til Rubriken. Endvidere aftrykte jeg efter Universitetets Aarbog Fakultetets Udta­ lelser om Paludans manglende Kvalifikationer som Professor i Æsthe- tik, hvilken Indberetning Kultusminister Goos besvarede med at ud­ nævne ham — en af Estrupiatets store og utilgivelige Skandaler, selv om baade Vilhelm Andersen og Valdemar Vedel senere paa runde Fødselsdage bragte Paludan deres uforbeholdne Hyldest — et Bevis paa de ranke V iljer i Professorlejren. Paludan tilgav mig aldrig mine Angreb, og han fik inden sin Død Lejlighed til at tage Hævn. Men jeg har aldrig nogensinde beklaget, eller angret, at jeg tog Bladet fra Munden. I det sidste Kvartal Oktober 1896, jeg var Redaktør af „Studenter­ bladet“ , havde jeg Jens Pedersen til Medredaktør — Bladet fik nu et overvejende æsthetisk Fysiognomi med Bidrag af Tidens unge Dig­ tere. Jeg sympatiserede ikke videre med Jens Pedersens uligevægtige Person og var glad, da Samarbejdet hurtig hævedes. Nu overtog Bransager, den senere Folketingsmand for Ringsted, Redaktionen. Mennesker og Begivenheder 13

Made with