Erindringer_1937

194 Hørup havde paa sin stilfærdige Maade en Dag sagt: „Nu har vi faaet en ung Bondesøn fra Ringsted til Medarbejder — han skal nok blive god!“ Det blev han ogsaa — dog ikke som „S tud en terb ladets Redaktør. Han lovede bombastisk, at nu skulde der blive anderledes Gang i Foretagendet, og saa gik det ind! Nutidens Studenterblade er mere faglige og saglige, men ikke saa underholdende, som det gamle Blad var paa sin Højde. Nu trak det op til det politiske Forlig, efter at flere forskellige Politikere i Tidens Løb havde siddet „i Grevens Lænestol“ . Sammen­ smelterne havde trofast arbejdet i deres lønlige Minegange og dér truffet ligesindede Højremænd. Med venlige Følelser maatte jeg i disse Aar se paa de Venstremænd, der holdt sig stejle og mindedes Bergs Ord om aldrig at gaa paa Akkord med Uretten. En Mand som F. Fal­ kenstjerne, hvis politiske Bane og L iv desværre blev saa kortvarig, har altid forekommet mig at repræsentere det ægte Venstresind med de stolte Bondevenne-Traditioner, som saa mange andre svigtede. Falkenstjernes og Morten Pontoppidans Ugeblad „Tidens Strøm“ er et værdifuldt Dokument fra disse Kampaar. Ogsaa Bluhme, der saa eftertrykkelig havde slaaet den sejrssikre Amtmand Rosenørn i Ran­ ders den 25de Juni 1884, saa denne dybt nedbøjet i stort Optog forlod Valgstedet, og nu var Esbjerg-Kredsens Folketingsmand, var ogsaa en a f de Skikkelser, som virkede sympatetisk ved at være rank i Ryggen. Mange Bevægelser havde der været i disse Aar for at skabe en ny Tid. Berg og Hørup havde søgt at gennemføre en ny Alderdomsunder­ støttelseslov og at modvirke de moderates Skattelove — „Sukkerøllet“ . Smørkrigen havde sat Landboernes Sinde i Bevægelse, og Johan Otto- sen havde i sit Blad „Den danske Folkeven“ været en a f Bevægelsens Ordførere. Men nu blev alle disse smaa Skvulp paa Overfladen overskyllet af den store Forligsbølge, som Frede Boj sen havde sat i Bevægelse. Nu gryede der tilsyneladende gyldne Dage for Sablen og den bløde Hat! I de sidste Dage af Marts 1894 rygtedes det, at Forliget nu var en Kendsgerning. Folketinget indkaldtes til Møde Søndag den 1ste April til eneste Behandling af Finanslovforslaget. Det blev et af de mest bevægede Møder, jeg har overværet i Rigsdagen, med den ypperste Tale, jeg nogensinde har hørt af I. C. Christensens Mund. Det var, som om de moderate, hvis yderste Fløj havde udskilt sig som Forligsmod­ standere under Sofus Høgsbros og A. Albertis Ledelse,*) bøjede Ho­ vederne under den nye Venstreførers Piskeslag: „Hunden vender sig til sit eget Spy.“ Forslaget blev vedtaget baade i Folketing og Landsting, men Mini­ steriet Estrup indgav ikke øjeblikkelig sin Demission som den natur-

*) Fr. Borgbjerg, der paa dette Tidspunkt var Rigsdagsreferent, fortalte mig paa Vejen til „Kasernen“ straalende, at Sofus Høgsbro havde svigtet de moderate.